Prøver at udføre at udføre remmen af huden
og får pludselig lyset til at dykke og får det også
knuget til mig kærligt og dulmende
som svaner der kommer til mig
og ræve uden skab eller galskab
ånder mågernes mægtige løsbladereder
ind i mit mågebibliotek
var det dig som gav fængslerne
mågernes trådløse røntgenfotografier?
Sidder og bevæger nålen
med hånden
uden at røre
bare sådan med hånden
drejer nålen
liggende på en korkprop
med hånden
drejer jeg nålen
ud af klodens tyngde
lyset rokker som i et æg
løfter sig
gennmført rose
åbner sig gådefuldt
en cirkel tegnes
røntgenfotograferede
sidder vi som morgenpostkort
for fuld power
fuld power
har fanget aftenrøden
og sluppet den baskende fri.
Faser kører følelser over i svaneglyzerin og fosfor
floden småklukker helt tæt på
folk favner medfølende og falder
gennem følelsens håndsrækning
poser med løg svinges rundt som hvirvler i floden
udenfor maler køligheden og
lukker sine pytter
din lytten dømmer sårsalve
render efter disens loft
væmmelige sneuglers sug vipper æg
ud af køkkenets fiffige snævre unplugged hvælving
de kommer i alle slags farver
og fumler med kålpølse tæt på
og kålpølse dyppes og
flodsengens dyreliv føder dyreliv
med gæller og vinger helt tæt på
min pølse har følelse
min pølse føler hvert dyp
følelsen kommer fra dyppet.
Hver gang du rører dette stykke rav
føler du det som et sunket tårn
fysisk krympet sammen
til en vældig gave
det helt fede at noget drejer svaner
om hver bakke
råber du hæst og kan befippet vælge rav
som en intethedsfølelse
eller en gnostisk snevølves solmantra
hver gang du krænger din kajaksjæl
som et rekviem af rytme på din syngende sav.
Flod gået over sine bredder
sopper lige så stille
i møblernes fugtige kludetæpper
hippiernes daggamle løv
har fået nye kunder.
Træernes stammer bærer grene stumt
verden finder ingen metafor for digtet
et glas læber er kun et glas læber
så længe jeg genkender
hver enkelt substans
sådan blir en sovsekande i Bjelkes hånd
kun et alibi for tid
og regnen kan alt det
skriften bruger så mange
punktummer på at befri.
Selvom sorgen
er den sidste rest
jeg har tilbage
af alt det
jeg tabte
har jeg intet
ønske
om at smide den
i restaffald.
Muwyl promk
gypylf zulwii flonk
glyzchew siksbiksik
solsnifuf sossö runö
zenzal pulk zenzal gupulku
xopönfor grawtjek
wæggendyk rösneluk
thy hægæls knolf tusnefæwör.
I lift the
deep
I lift the
tower
I lift the
shadows
that became
decades long
I lift the
boundless
up above
its discreet hedge
I lift the
drop
I lift the
writing out of its bark
and make
sure that the debt can thaw.
I lift a
drop on a raw cold morning
I am the
drop when it freezes
and the
tears of the fog also cling
when the walls of the warm days
sit and stare right through me.
I lift a
drop on a cold morning
I am a drop
when it freezes
and the
tears of the fog also cling
when the
hot questions cry and call.
Lifts the
morning darkness
lifts the
moon's seal
it is the
drop of morning darkness
which is
the weapon in your hand
I overturn
floors in the totem of sorrow
I clutch
what you left behind
and the
shadows are saved in your breath.
I lift a
drop on a cold morning
I am a drop
when it freezes
and the
tears of the fog also cling
when they
feel seriously coming close.
I lift a
drop on a cold morning
I am a drop
when it freezes
and the
nights are frozen
and the
drops from the thaw on the roof
catch
and rise
me up.
Halsen er kroppens julepassage
her løsnes alt det døve
og når du til sidst sørgende
sover
åbner et tilsyet øje
alt der er opfyldt
hør her på det fattige leje af
lyng
hvor den pæne lykke rafler
om dit umenneskelige brøl
nogen kalder.
I bugens ro
kysser du folket
hun vokser til en smag af
pyramide
i en sprække
hvor elverkongen blev dolket.
Myrerne du beroligende bestråler
kravler selvfølgelige på dråbens
indre hinde
farten åbner i kaskader
dør efter dør til et hjem
de døve floder bemægtiger
sig de flydende paragraffer
løfter os op til den evige kvinde
den tidløse perle
med døren på klem.
I bugens ro
kysser du folket
hun vokser til en smag af
pyramide
i en sprække
hvor elverkongen blev dolket.
Til dig
der går alene
ind i mørket
hold ud
stå igennem.
Natten er fuld af opspilede pauser
hvor din sjæl
mødes med alle sine venner.
Natten er så dyb
at den forkaster vores skygger.
Også i dag var der en måge
der skreg
for at jeg skulle
lukke den ind i et digt
hvor måger
er mere end måger.
Jeg er og bliver gæstens lys
bider igennem den vinkel
putter den hånd ingen rører nogen med
frem mod et intet
lytter forberedt i lydens glatte hud
jeg omvender rummet og befinder mig i min hånd
lyst går foden og ånder glimrende
foden løfter sig og går og lyset
bider mig ind i sit æble
min hud har intet jeg
i den hånd ingen rører nogen med
befinder lyset sig i fodens bue
gennem luften hukommelsens lyde
gennem rummet som en kniv
helt glimrende ude af min hud
ude af mig selv
foden tager endnu en drøm ind
i min hud kan bladene falde
ud over hver grænse gæsten
lader lyse sig med.
De slap levende retur
en tidlig gotisk nu ukuelig søvn
hævede en trist prærie
op i flyvebevægelsens grådige nat
idet de holdt fast
uden at nogen anden
kunne komme ud på vandet
eller i glimt rense ham for roulette
kun for at finde at hjertets bog
var et undervisnings middel
det værste the giant woman
kunne udsende
åh, air-pollution, alarmerende air-pollution
og indkøbsproblemer
i en brontosaurussommer
var dét projektørlys
der opsøgte hende
i en tidlig nu gotisk ukuelig søvn
hendes sidste træk ned ad ryggen
i dét triste og kølige
vingerne endog således grådigt
omfavnede og spredtes for
gik en jubelvej igennem sorte porte.
I dig ligger helvede bare og digter
i dig ligger helvede bare og er
jorden holder nok ganske vist det håndtag
som ske og målebånd forknyt
falder ned
fra
i en sær glyptik
hovedet sidder fast i barmen
nede fra helvede
er du godt med
ligger med håndtaget i låsen
og flyver
blå -
åh, at falde i små hinkeruder
alt kender sin græsplæne
alt kender sine fliser
huset krammer dig og rejser
sine ting fra storvask
du brænder låsen på hattens paryk
og endnu
endnu
når
tingene tingene
som metallet i din lynlås.
Jeg plusser frelserdage
med marchen mod en anden fødsel
græder kirker hølæsfulde
for kurvestolens søn
alting imploderer
røber altings nytteløse værd
alting vejes mod gæslingeskålens gæld.
Jeg skal sprede sæd
jeg skal sprede sæd
i ødemarken
jeg skal sprede sæd i ødemarken.
Kreature protesterer og tynges nok så rigeligt
galer sidelæns i offermåleskabe
den anden fødsel ånder på øjet
den anden fødsel møder mig i porten.
Jeg skal sprede sæd
jeg skal sprede sæd
i ødemarken
jeg skal sprede sæd i ødemarken.
Jeg skal sprede sæd
jeg skal sprede sæd
i ødemarken
jeg skal sprede sæd i ødemarken.
Alting vejes mod gæslingeskålens gæld
røber altings nytteløse værd
græder kirker hølæsfulde
for kurvestolens søn
alting imploderer
med marchen mod en anden fødsel
jeg plusser frelserdage
med altings gæslingekald.
De kaster solen til med kentaurspader
maser tabeller sammen til tampaxhimle
blodrøde skyer skovlet over grave
er deres mundsvejr af eder og krudt.
Vintersolhverv tystnet med torden
ormegårde lukket af manitou glam
feberens vrangvendte boksehandske
tvillingehoteller most til spurvepaté.
De trækker perlemorsposer over månen
med universet som blindestok
galoperer de gennem alfabetets ørken
og snitter med krumsabel
hver eneste blomst.
Samtalen er min findeløn
jeg er rig på findeløn, høj og fundet
langsomt gennem landskabet
med sønnelønnen
findelønnen som fandt sig selv
med fem fingre på vej hjem
hyllet i røgringe
du der danser hele natten
som var din krop et søkort af blod
vug blot vulkaner til ro
bølger er krystallers opløste ånde
lever deres egen lykke
gennemborede af stoffets søm
fakirenes foldevæg
mørke bag mørke af forsvindende spor
treklang med det ene ben i graven
tjener haglens sne for en findeløn af styrtende hjem.
Hver sans peger selv på sin sjette
fra klodens kernesunde centrum.
En hvisken fra min elskedes kuffert
synes at give dobbelt ekko
ønsker kan få drømme til at bevare
håbet åbne nattens dør
alt det tabte lever her
i et bandageviklet rum
en hvisken fra min elskedes kuffert
svæver lavt i luften
ind i hjernens kristkalender
døgnet læser abstinensfadæsen
fylder søskendelåse med fiduser
under sansernes tærskel
løber nervebaner og dufte
en hvisken fra min elskedes kuffert
bliver ved med at hjemsøge min drøm.
Den der finder lav i
højlandets dyb
mærker solens forvitrede
vers
lille myre der af lutter
ønske øser tæthedsskumring
op over sky sky sky
lille grædende triumfator
du som finder lav
lyder som skyer der danser
lav savnet og gennemsavet
af højtflyvende svaners sus
opvokset med en mimet fryd
den der uafbrudt finder
svungne tentakler
og svæver i hvirvlers
løftede loop
i uldtenens
dyb
samler i duske
den der finder lav
under skyernes langmodige
bomuld
vil have lungesaft
bedre
end valmuernes beske beskærersaks
sådan som skyerne
umådeligt kysser
lav i gyldne lag
den der finder lav
lærer
at skibe kan sejle fra
urtid til urtid
den der finder lav
vågner op foran æoner
og ryster nagler fri for
skumring
den der finder lav
kryber sig lille
og ånder lav ud under
andres lup
i et uskyldsnys.
Hun døde med sneens farve
efter at have tegnet verdens stærkeste pige
jeg tog vores ånde med i min kuffert
en rød farve bød op til dans med alle farver
en vrimmel af sværme
ristede jeg over kul
forlæggerens tårn fyldte næste kuffert ud
syg af alle forsvundne ord
kom hun og sagde ja sådan cirka
mellem rækker af tal og sønnefarver
treklang med det ene ben i graven
løb over med forklaring
i et brøl af farver
alt det der fyldte mig
råbte ohøj fra masten
jeg tog vores ånde med i min kuffert
vil huske ind i min sidste mimren
hvert et vingeslag
hvordan hun stod som sting i hvert ar
bøj jer oh mure
vippende over sveller
hver sans peger
selv på sin sjette
fra klodens kernesunde centrum
rækker gennem mulden
fumlende frosne
udfoldede ører
fra kaninernes kranier
dækker djævlen til i sne
helt inde ved muren
ligger jeg og falder
ind i sansen
og fester med fuglenes sang
bøj jer kys mod øret jeg fremstammer
disse kødfulde læber
der tog vores ånde med i sin kuffert
al den sne farvet af din hud
omfavner jeg blindt.
Når hele verden er styrtet i grus
er der stadig en blå himmel
bare endnu mere blå
nu kan verden ikke længere
møde dig med sin grønne mur af dekadence
en vældig lidelse af balsampopler
er åben i en golempine
azaleagællers synonyme kæledyr
er alt dine næver synger kirke for en gaspedal
sådan at skilles i et hvæs af fangeudveksling
når hele verden synker endnu en gang
igennem erindringen om tidligere liv
søvnen farves af de mange faldskærmsremme
her ligger hvalerne og sutter tommeltot.
Sender du skoene ind gennem mine fingre
til den døde verdens faneslugte knokkelløv
med hunde så spinkle som alkoholtest
rider vi til Køge
kan ingen fødder gemme dine hænder så godt
som olivengren i duens næb
galoperer gravrust gennem vægge.
Gulvene er gopler solen taler frem af tællelysets slør
dér drikker kildevæld de hårde klipper
som ruller kæmpehullet til
og lystrer sansers puppedvale
bål sømmet fast til lysestager
løsner månemyrers malepensler
i opstandelsesbetændte fangelejre
tubeklemte vaser
hvor hestene har svanesøer
roterende i fingervåde moser.
