Min mund er syet sammen af læbernes sorg 

vores værste mareridt løber skrigende bort 

håber at have afgivet relikviernes nødhjælp 

der hvor tvivlens rum ridder rask igennem 

kys elsker figentræets birollefyldte farve 

den kælne hane bøjer sig i den kastede handske 

lysår udpeger cellernes selvmål 

den nøgne bøjning ryder kæften for ord 

jeg er det lille fæ af en kroketbue 

jeg er nævnt i de navnløses søvn 

ud af rædslen røres tomhed 

som en gren nattergalen netop 

er lettet fra 

kampens nytteløse fregne 

møver sig på albuerne 

   op 

       over skyttegravens kant 

den sikre verden så snublende nær 

sin rucolaskalp 

sovende læber i fodboldkrampe 

prikker figure af selfiesjæle 

dugdråbefyldte børe rykker sneengle sammen 

nederlagets fane er hjertets evindelige puls.