Du hvæser rastløs af en søvnløs kæreste
du er så tæt på delfinkølvand
som sløret kan bære.
Med dig falder kålmarkens sorte æg
indad mod robothjertets
snurrende sekund.
Du sidder i din døve klokke
og har ingenting på
med alle sanser som spændte fjedre.
Under din skygge drejer et kopbor
ræsonnementer af sorg.
Rugmarkens mørke, søvnløse lys
redder Lucretius festen
kålstokke hilser fra øre til øre.
Choklys sniffer din flugt
giver dig gule vægge af drømme
at læne dig mod.
Fjernsynets sne er atter lavine
som dækker døgn og uger til.
I månens skær fødes en verden
af støv
som du hvirvler op -
på vej ind i dit postkorts
aldrig afsendte afsked.
No comments:
Post a Comment