Og blodet kommer tilbage til fingrene

 

På cykel gennem de sidste klatter sne

 

roligt lyser

de første vintergækker

verdens mindste lagener

 

at høre et kor af sorgløse fugle

 

løfte dagens dyner

bort fra de som stadig sover

 

at nævne i mulmet et kort af laplandssuppe

 

roligt lyser

de hængtes læber

 

kyssesyg vokser

en finger hen ad morgenduggens rude

isblomster fra cikoriens fjerneste lager

 

trækker

gennem hver linje i din hånd

 

æbletræets hvide prikker vender tilbage

 

fra de skvulpende grave

fra alle kyster hjemsøges du

af en isnende vind

 

selv sneen bevæger sig

gennem intetheden

 

og lærkesang er

det unævneliges hikke

svagt mellem sten.