:::

I stenenes indadvendte blomstring

siler elven helt selvfølgelig med skyggesjæle

gennem klippens glædestårn

bofællesskaber tipper cirkuspæle op af græsset

en rammepuppe afskærer den fede 

                      mumie-Sapho

en brøleko ånder modersugets brøk

den kry gårds tøven

fosforreder korsets vod

til byfestens løsslupne tyggegummi

strækkes som gebisser om en længdegrad

egetræskisten borer dyvler

ned i den nærmeste våge

vores fossende vi 

får balladehallen til at stønne

tomme grave fokuserer

stramme brysteholdere

på mammatusskyers modermælk

dagen stikker endnu en gaffel

i Guds sorte sørgerand

æg nægter ål at gå amok

deres læber tyder guders dyk

gennem perleportens hvirvel

hvor en sten er en sten er en sten.