I stenenes indadvendte blomstring
siler elven helt selvfølgelig med skyggesjæle
gennem klippens glædestårn
bofællesskaber tipper cirkuspæle op af græsset
en rammepuppe afskærer den fede
mumie-Sapho
en brøleko ånder modersugets brøk
den kry gårds tøven
fosforreder korsets vod
til byfestens løsslupne tyggegummi
strækkes som gebisser om en længdegrad
egetræskisten borer dyvler
ned i den nærmeste våge
vores fossende vi
får balladehallen til at stønne
tomme grave fokuserer
stramme brysteholdere
på mammatusskyers modermælk
dagen stikker endnu en gaffel
i Guds sorte sørgerand
æg nægter ål at gå amok
deres læber tyder guders dyk
gennem perleportens hvirvel
hvor en sten er en sten er en sten.
No comments:
Post a Comment