At Fjerne Stregen I Sin Fylde:

MONSTERBRYDER:

   

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion

Eriktion
.

kivist kümme koormat  kublikut kivitükke!

 

KRÓKUR HUGSUNIN LJÓS :

Ung Jysk Telefonhygiejne

T I S

D S U

C S B

GATES

D S L

L S D

CYKLUS & GALGEBRYST:

PAT

ATP

 TAP.

Børn oplever farver umiddelbart; voksne komplementært. Øjet skal lære at se verden i det rigtige perspektiv. Umiddelbart er verden spejlvendt og vender på hovedet, men vores bevidsthed tvinger signalerne fra øjnene ind i det rigtige perspektiv. Rød er livets glans, blodets farve. Men når en voksen ser rød oplever den voksne GRØN. Grøn er  som Lilla/Violet en harmonifarve. Så når vi udsættes for rødt oplever vi den flegmatiske grønne stemning. Når vi derimod står over for grøn, vågner vi op i rødt, så mærker vi livets glans bruse i blodet. Som når man beruses af forårsgrønne skrænter. Men vores bevidsthed er dobbelt, så vi oplever både komplementært og umiddelbart, men på øjelågets indre afspiller vi altid den komplementære farve, der kan bringe harmoni imellem den verden, der truer med at overmande os med sit farvede indtryk, og den bevidsthed vi sætter ind mellem og mod både den ydre og den indre verdens tryk. For husk på billederne vælter ind alle steder fra UDE FRA INDE FRA og når membranen mellem disse forskelligt artede tryk perforeres, vupti befinder vi os midt i psykosens farveladeorgie.

Både det spejlvendte fænomen ved øjets indretning og vores bevidste evne til at udligne dette - og så - det komplementære fænomen - er videnskabeligt kendte fænomener, som vel at mærke kan efterprøves af enhver med ganske simple midler. Spejlings fænomenet ligger jo lige for ved blot at iagttage lysets brydning i et krystal. Det andet fænomen kan ganske simpelt gøres håndgribeligt anskueligt ved at have en farvet skive, man iagttager intenst i et givet tidsrum, derefter flyttes blikket umiddelbart efter til en tilsvarende farveløs flade (f.eks. hvid): det der da kan iagttages er komplementaritetens fænomen. Det ligger helt inden for en sansbar virkeligheds rammer.

Med paddehatte syet fast

til den blafrende fane

begynder løbet

og man må da næsten være døv

ping, siger pikhammeren

en punktlig gammel node

bliver usædvanlig paf

og ladet buldrer endnu

de skraber bugen

og føjer lurmosaik af løver

en jættevals med jomfruer

som jævner alt med jorden

sphinxen som ligger her

og logrer med halen

sørger lige godt

over hvad de gør ved din fane

de rykker sammen

i kim og syner

bagude det mørke

hvor de for en måned siden faldt

de leger med kloder på banen

ører vendt mod høj frekvens

hysch, du folder din fane

og jeg ser dig knæle på gaden

som var du ramt af skud.

"Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om en muslimsk indvandrerdreng, der er ekskluderet fra det danske (kristne) julefællesskab.

Men samtidig kunne digtet være noget fra min egen barndom. At føle sig uden for fællesskabet er en følelse, de fleste af os har til fælles. Og jeg (hvid kvindelig gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig voodoo-appelsin-metaforen, som et billede, hvor også min barneaggression pludselig får den plads, den ikke havde i børnehavens pædagogunivers. "

Lillian Munk Rösing.

Hvem er døv 
i sækken
og dør for os
i døve  bølger 
som omhyller
døveorkesteret
dør dér lige foran os
dør og bliver vores helt
havet med solen oven over
er kanosol
vi folder vores fangstnet ud
og åbner døre dér lige foran os
garnene smælder
som en bagdør i havet
som en dør i ryggen

vi har dig i nettet
og du spræller
du er vores sprællemand
vores eksotiske sprællemand
vi har dig under luppen
og du spræller
du er vores sprællemand
vores lille bitte sprællemand
sprogets Columbus
vi strammer ganske roligt til
og smiler når du spræller
vi strammer ganske roligt til
for du er vores sprællemand
vi har dig i nettet.

HJERTEBOG

Høimmyr snavlechfyf gacwyo øqenpjikyk
høimmy døyrmyf chormch rych ahyf
gacwyo ucovyk ihovi oyz nagyk
vefmych am snavlechfyf pabkrych nav øqenpjikyk

vefmych snavlechfyf pabkrych øqenpjikyk
søl høimmyr lav døyrmyf chorm
ma gacwyo jonape ucovyk chom ihov
øp snavlechyf mab øqenpjik

snavlechfry chobchyf øqenpjikoy zhoxiyk
øp vefmych lab døyrmyf chormch
åx pabkryi jonape ucovyk ihovi
søl høimmyr mop gacwyo

vefmych chopchyf pabkryi zhoxiyk
øp snavlechyfry lav bønchyf
åx øqenpjikry jonape xåqzyk
u chormy banchyf rych ahyf

høimmyr tu ihovy xanquzyk oyz nagyk gacwyo
høimmyr chopchyf gacwyo zhoxiyk
øp vefmychel chormy snavlnyf
åx pabkryij ihovy øqenpjiyk kyk.

At 

Julia Timosjenko

er blevet

løsladt

er dagens gode nyhed

men at Ukraines præsident

er forsvundet

er mistænksomt

(forbereder han en invasion?)

...

Den Rigtige Medalje til den helt Rigtige - uddeles om en måned:

Jeg ser dem hvirvle opad
omkring en indre ro
et landskab tar en omgang
og stemmer med mit sind

men intet bjerg er hals nok
når sky og smerte svæver
med hagl og elektroner
og intet skrig blir hørt

for kun det fæle ekko
står oprejst som en mur
og minder om hvert fejltrin
i alt hvad jeg har glemt

jeg ser dem hvirvle opad
i alt hvad jeg har glemt
et hus af tabte vinger
tilbage i det blå.

Der findes en side så standset
at sproget blir nærvær
i fravær af sprog

ikke et eneste insekt
i den standsede sætning
kun det  stadigt mere

vide rum
af betydning tydet
til tavshed.

Mandlernes snurren på tungen
hvisker fortroligt om syrlige tapeter
i tårnværelset
hvor den dømte
med hånden begravet og beskyttet
af puls
indsnuser de sidste
mønstre af snørklet blomstring
det inderste stik
forvandlet til bolig,
smerte og rus.

SURAMI
FARAO
GIRAF
MARIUS
______

mORfeUS


   

SURAMIFAKIR

NSA ~ DENMARK

Det er det som skulle
komme ud af det
tre ens tal
nærmest som en advarsel
det er det som skulle
komme ud af dem
en søvn tiet til rudegave
en ve tømt for sit tomrum
en cremet fornemmelse for altruistiske fraklip
og ingen førstehjælp og ingen
andenhjælp og
ingen anden hjælp
og ingen andre glimt
end de stjålne
øjeblikke
de lovformelige krav
fra dækadresser
den samme syge rytme
som uskylden gav en anden søster
i sin stumme vuggegave
som en endnu ikke udfoldet klang
med visheden om
at det var det
som skulle komme
år efter år.

::::::::   GOLDMAN SAXOBANK :::::::::

Flagene er fluernes vinger 
når
folkemassen letter.







   

Dit ansigt blomstrer
og du taler om blomster
selv en melbolle
forvandler du
til blomst.

Omtale af

r

r

r

r

 ... ideen findes i tingen:

Bøj dig elskede kun for at
modtage mit kys
jeg er fyldt til randen
af din sommer
af din sommers mange
smagsnuancer
bøj dig elskede kun
for at smage
endnu en forvandlings rum
bøj dig elskede
lidt endnu.

  rrrr udkommer i dag:

Digtet er en trommemaskine er en modbydelig fabrik er en bøvet og fummelfingret agent op mod en bøllebanksmur du arbejder dig igennem som var der en åbning i digtet digtet vinker som en forvirret Bowiefan digtet er et greb i muffedissen flyvende i sit Bowienul digtet er med på en lytter digtet er der hvor I mødes med benene på nakken i bekymringens ramme er digtet en fødende kvinde er dine forhornede nyre dér og nyre hér for Nike er digtet at strække sig for Rumi er digtet længe før noget forbud mere end sin titel er digtet bytter sin søvn for tomhed og ro løber over med badedyr og fædre digtet er på ingen måde et totalt børneforbud digtet er bryster fulde af mælk fylder Jer med barndom er spørgsmålenes spørgsmål digtet er en bønnestage rullet sammen i bøn er de sjove strubers ve skriver sig ud over papirets kant digtet er en trommemaskine en modbydelig fabrik:

Pr æ rrrr : iew ild :

At sidde på et tag
og pege skyerne ud
der er meget at holde styr på
hver sky har sit navn
hvert navn sin sky
og aldrig så snart
er navnet et andet
og familien ukendt
for denne jord.

At glo gennem en rude
og se der inde
bag duggede slør
de levendes dans
om hverdagens glød
og de arvede møbler
strandet med glans
i en flygtig idyl.

Et mylder af senge
at forholde sig til
hvem fik hinanden
og hvem fik sig glemt
i en giftkrog et sted
på navnløse lagener
så hvide i vinden
mellem huse af strå.

DrIFTPErFOrMANCE

~

Mørk fortovsflise
rødglødende øjehul
skifter forklaring

den dæmringsglemte
læbestift bider sig fast
i løssluppent digt

det pirrede skød
kaster trutmundens triumf:
studenterrabat.

Jeg hører skildpadderne trække vejret

imens jeg kigger på fotografierne
af alle de store digtere
hører jeg skildpadderne trække vejret
hvor skønt sådan at trække vejret
uden anden hensigt
end at trække vejret
at trække vejret
er lige så naturligt for en skildpadde
som det er for fotografierne
at stirre tilbage på mig
jeg hører skildpadderne trække vejret
det lyder hæst som en langsomt trukket flænge
som hvis nogen pludselig
stak sin næse ud
gennem din navle
for at trække vejret
selvom jeg må tilstå
at mine dværgdyndskildpadder
langt fra ligner embryoer
så tror jeg godt, du kan forestille dig
nogen trække vejret gennem din navle
som skildpadder der drømmer under vand.

Tiden mellem fnug
ræddiken hvid indeni

digtet hviner.

Det er lyskrydsene i dine øjne

der skærer mørket ud som en ramme

om dine skridt

det er fortovsflisen

i randen af din bevidsthed

der får dig til pludseligt og abrupt

at standse op

for en forbi-passerende sætning

og det er dén alene, som fortæller dig,

at her er en trafik 

du må vågne op til:

Frirummet kan vel også nogle gange være løsningen på- og for alt det problematiske udenom: Men… der må også være en balance imellem de kræfter, vi bruger på modstand, og så de kræfter vi bruger på at leve i pagt med en bærerkraftig levevis, ellers øder vi vore kræfter på en måde, der i længden stagnerer den revolution af tingenes tilstand, som vi oprindeligt ønskede... det er da også interessant, at debatprogrammer der involverer frilandsbeboere overfor repræsentanter for det markedsøkonomisk-orienterede omgivende samfund, kan få sidst nævnte repræsentanter helt op i det BLÅ felt, med ord som parasitter o.l. Det er jo interessant, at de kan opleve frilands relativt fredelige og ville nogle jo finde - fornuftige strategi - som direkte Farlig og Samfundsundergravende. På den baggrund er det helt relevant at antage, at det frirum slet ikke er så harmløst og betydningsløst for den nødvendige udvikling, vi som samfund må undergå, hvis vi overhovedet skal gøre os håb om, at vi som art skal have en fortsat eksistensberettigelse på denne klode… Hvert sted, hvor der er en medspiller, er der også en eller anden form for dialog, og det skal der være, det er i samtalen, det sker. Jeg mener også at betegnelsen 'passiv modstand' ikke er retfærdig og heller ikke hverken dækkende eller sand. Vi kunne lige så godt kalde det aktiv modstand, fordi der handles, der gøres noget - lige meget hvor blidt og ude af tanken om samfundsomvæltende revolutioner, de handlinger så er. Jeg mener heller ikke, at det er sandt, at der intet er opnået - ved at bevæge sig 'fra a til b og synge nogle sange for siden at gå hjem'. Jeg kan ikke underkende oplevelsen af menneskeligt fællesskab, som i virkeligheden er den kultur, vi må bygge alle holdbare forandringer på - som en første forudsætning. Men måske forskellen på aktiv handlen og manglende modstand ligger i sætningen: Hellere tænde et lys, end at forbande mørket... Mærk horisonten modtage den moral, vi troede, kun vores lodrette beståen kunne bære, og find i det den revolution, som ind til dette moment måtte vokse sig til så store bogstaver, at det er svært at forstå - at denne min blotte hvisken bliver besvaret af et træ, som en udsigelse af hvad der allerede sker:  

Den unge sejr

ned i sin pagt -

glad sender de rav til dén elev

gæt hvem der rører afgrundens rand

i eftermælet sættes raffaeliske læn

åh, jeg mente det med de savtænger ved alle knopper

lad mig gætte dig ind i en anden madras

motoren falder ud af rebets rækkevidde

ofte tyder de leer som en slynget knoglestage

og en rem vi anede deltes med hovedet

skrællet i guldnittet bur

falder rullerød

pletten fyldes med bakkenbartbakterier

som jøderne rutsjer ned ad et tov

prøv at gå ind i den lange meter

salmeriven rækker til en tusgerning, hej

se majregnen glemme nattens frost

skulle vi ikke kunne finde den morgenrøde

så da begge var i nærheden af det gnidrede

mødte de en pegepind til at forstå

vi går til ro i en demens uden noget:

pletten fyldes med bakkenbartbakterier

som jøderne rutsjer ned ad et tov

vi går til ro i en demens uden noget

salmeriven rækker til en tusgerning, hej

åh, jeg mente det med de savtænger ved alle knopper

skulle vi da ikke kunne finde den morgenrøde

motoren falder ud af rebets rækkevidde

så da begge to var i nærheden af det gnidrede

mødte de en pegepind til at forstå

glad sender de rav til dén elev

i eftermælet sættes raffaeliske læn

gæt hvem der rører afgrundens rand

ofte tyder de leer som en slynget knoglestage

prøv i det mindste at gå ind i den lange meter

lad mig gætte dig ind i en anden madras

og en rem vi anede deltes med hovedet

skrællet i guldnittet bur

falder rullerød

den unge sejr

ned i sin pagt -

se majregnen glemme nattens frost.

Alle bør have en løn, for det de laver, en løn, der kan sikre dem, det, de har behov og brug for, men de, der ikke kan lave noget, bør også have en løn, for det er også vigtigt ikke at lave noget, men hvornår laver man iøvrigt ikke noget; hvad er ikke noget - der er jo ikke noget, der er ikke noget, for noget kan ikke være ingenting, for ingenting findes ikke. Når man her i landet har indført SU - er det vel også i en slags erkendelse af, at den, der studerer, gør et stk oftest overvejende mentalt arbejde. Det er det mentale arbejde, der med tiden skal gøre os næsten helt frie af alt nedslidende kropsligt arbejde. Alle vil altså med tiden per naturlig udvikling blive åndsarbejdere. Så vi kan lige så godt indføre eller bibeholde en ordentlig løn på det område også.

 

 

 

rrrr:

  

r
r
r
r

 

 

 

 

Hotelt:

Hvis det nu ikke bare var fordi, det betyder det, det gør, så kunne jeg egentlig godt lide ordet scriptapalooza: