"Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om en muslimsk indvandrerdreng, der er ekskluderet fra det danske (kristne) julefællesskab.

Men samtidig kunne digtet være noget fra min egen barndom. At føle sig uden for fællesskabet er en følelse, de fleste af os har til fælles. Og jeg (hvid kvindelig gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig voodoo-appelsin-metaforen, som et billede, hvor også min barneaggression pludselig får den plads, den ikke havde i børnehavens pædagogunivers. "

Lillian Munk Rösing.