Børn oplever farver umiddelbart; voksne komplementært. Øjet skal lære at se verden i det rigtige perspektiv. Umiddelbart er verden spejlvendt og vender på hovedet, men vores bevidsthed tvinger signalerne fra øjnene ind i det rigtige perspektiv. Rød er livets glans, blodets farve. Men når en voksen ser rød oplever den voksne GRØN. Grøn er  som Lilla/Violet en harmonifarve. Så når vi udsættes for rødt oplever vi den flegmatiske grønne stemning. Når vi derimod står over for grøn, vågner vi op i rødt, så mærker vi livets glans bruse i blodet. Som når man beruses af forårsgrønne skrænter. Men vores bevidsthed er dobbelt, så vi oplever både komplementært og umiddelbart, men på øjelågets indre afspiller vi altid den komplementære farve, der kan bringe harmoni imellem den verden, der truer med at overmande os med sit farvede indtryk, og den bevidsthed vi sætter ind mellem og mod både den ydre og den indre verdens tryk. For husk på billederne vælter ind alle steder fra UDE FRA INDE FRA og når membranen mellem disse forskelligt artede tryk perforeres, vupti befinder vi os midt i psykosens farveladeorgie.

Både det spejlvendte fænomen ved øjets indretning og vores bevidste evne til at udligne dette - og så - det komplementære fænomen - er videnskabeligt kendte fænomener, som vel at mærke kan efterprøves af enhver med ganske simple midler. Spejlings fænomenet ligger jo lige for ved blot at iagttage lysets brydning i et krystal. Det andet fænomen kan ganske simpelt gøres håndgribeligt anskueligt ved at have en farvet skive, man iagttager intenst i et givet tidsrum, derefter flyttes blikket umiddelbart efter til en tilsvarende farveløs flade (f.eks. hvid): det der da kan iagttages er komplementaritetens fænomen. Det ligger helt inden for en sansbar virkeligheds rammer.