Frirummet kan vel også nogle gange være løsningen på- og for alt det problematiske udenom: Men… der må også være en balance imellem de kræfter, vi bruger på modstand, og så de kræfter vi bruger på at leve i pagt med en bærerkraftig levevis, ellers øder vi vore kræfter på en måde, der i længden stagnerer den revolution af tingenes tilstand, som vi oprindeligt ønskede... det er da også interessant, at debatprogrammer der involverer frilandsbeboere overfor repræsentanter for det markedsøkonomisk-orienterede omgivende samfund, kan få sidst nævnte repræsentanter helt op i det BLÅ felt, med ord som parasitter o.l. Det er jo interessant, at de kan opleve frilands relativt fredelige og ville nogle jo finde - fornuftige strategi - som direkte Farlig og Samfundsundergravende. På den baggrund er det helt relevant at antage, at det frirum slet ikke er så harmløst og betydningsløst for den nødvendige udvikling, vi som samfund må undergå, hvis vi overhovedet skal gøre os håb om, at vi som art skal have en fortsat eksistensberettigelse på denne klode… Hvert sted, hvor der er en medspiller, er der også en eller anden form for dialog, og det skal der være, det er i samtalen, det sker. Jeg mener også at betegnelsen 'passiv modstand' ikke er retfærdig og heller ikke hverken dækkende eller sand. Vi kunne lige så godt kalde det aktiv modstand, fordi der handles, der gøres noget - lige meget hvor blidt og ude af tanken om samfundsomvæltende revolutioner, de handlinger så er. Jeg mener heller ikke, at det er sandt, at der intet er opnået - ved at bevæge sig 'fra a til b og synge nogle sange for siden at gå hjem'. Jeg kan ikke underkende oplevelsen af menneskeligt fællesskab, som i virkeligheden er den kultur, vi må bygge alle holdbare forandringer på - som en første forudsætning. Men måske forskellen på aktiv handlen og manglende modstand ligger i sætningen: Hellere tænde et lys, end at forbande mørket... Mærk horisonten modtage den moral, vi troede, kun vores lodrette beståen kunne bære, og find i det den revolution, som ind til dette moment måtte vokse sig til så store bogstaver, at det er svært at forstå - at denne min blotte hvisken bliver besvaret af et træ, som en udsigelse af hvad der allerede sker: