:::

Der er sat grænser for mit savn

og du er den grænse

der gør gærdet så lavt

at kun skæbne kan

forhindre mig i at komme over

kun du er det savn jeg evigt må bære

fordi det laveste gærde

er dig vigtigere end jeg

men at nå sin grænse og indse sin skæbne

kan måske drukne savnet

og stoppe skriget tilbage

men ikke forhindre

at drages ind mod en anden skæbne

hvor savn konkretiseres

i tusindfold små og store strejf

for ethvert hjertes afsavn

synker i glemsel

når skæbnen virkelig folder

sit vingefang ud

i en uafbrudt skabelse

af sjæl og talent

og hverdagens kæde

af lykke og gråd.