Søsyg døs i køjen
taber søvnen til søndagens lavvandede bugt
fyrretræssønnerne nyser
når polarkaptajnen kalder dig ven
nok er nok ved hver bagbrænderbølge
skibet fortøjret og vi går i land
op stiger manuskriptet
som en åleglat krop
rammer os lige i haserne
og vi retter os violforstrukne op
slægternes fjerne voldsorgier
lytter mellem hvert ribben
imens vi bøjer os ind i rytmen
forbløffede må vi midt i stammedansen
standse og bevidne
en hane taber først sin kam
siden sin skrumpende krop
og se, tøjrepælen letter
som et fjerforvandlet dun.
No comments:
Post a Comment