Glas ved, at det er reinkarneret væske.
Iskrystal tror ikke på reinkarnation.
HER.
Lyset
spiller en afgørende rolle for de væsner, der lever i vandet. Og her er det
forskellige aspekter af solens lys, som de forskellige skabninger har brug for.
Planterne beriges af én slags lys. Padder og reptiler af et andet lys aspekt.
Dette er særligt vigtigt at vide for de, der har levevæsener inden døre under
kunstigt lys.
Vandet i sig
selv har mest brug for rytmisk bevægelse og iltning for at holde sig frisk og
levende.
Jern ruster i kraft af ilten og/eller vandets tilstedeværelse.
Processen går hurtigere, hvis der er tale om tilstedeværelse af saltvand. Men
Jern kan ruste selvom der ikke er
vand tilstede; det kræver ilt + varme. Eller elektrolyse. Jern ruster ikke ved
normale temperaturer og en luftfugtighed under 60%. Så Jern er i høj grad
prisgivet til omgivelsernes beskaffenhed.
Der er intet, der forgår; det ser blot sådan ud; alt er i evig forvandling.
Inde i *kødposerne* bor der jo myriader af væsener og indeni dem bor der atter myriader und so weiter ned ad og tilsvarende for os opad. Disse myriader af væsener forsvinder jo ikke, også de har en evig eksistens.
For os ser det ud til at en ballerina forsvinder, når hun eller han forlader scenegulvet og glider om bag forhænget blot for at klæde om til en ny rolle og glide ind fra venstre som Ofelias højre øjenbryn. Det hele handler om kostymeskift. Når vandet går fra frossen til flydende, så er vandmolekylerne også et øjeblik ude i omklædningsrummet - tilsvarende når vandet går fra flydende til dampluft, mellem flydende og damp er vandet et øjeblik ud og klæde om.
Når alle de mikrovæsener, der bor i et makrounivers, oplever
at makrouniverset kulminerer og ikke længere tjener det formål mikrovæsenerne
lever i, så bliver nævnte mikrovæsener modne for den store forvandling. Det er
der ingen, der behøver at sørge over, for makrovæsenet higer kun efter at få en
ny for makrovæsenet egnet hylde. Noget andet er det, når makrovæsenet pludselig
før tid rives ud af sin livsbane. Det er jo en katastrofe for alle mikro,
mellem- og makrovæsener. Og vi græder, når vi oplever dette fordi vi græder med
universet, fordi et formål aldrig kom til sit fulde potentiale. De tårer græder
vi for andre. Imens andre glædes over hver hjemvendt. Og klodevæsenet saliggøres
over at få ungdomskræfter foræret.
Et menneskes tone er det liv, der svinger i det menneskes hele.