Bestillingsopgaver har været en betingelse for kunstnere i gennem mange tider. Og det at f.eks. en digter får en opgave om at skrive et digt med udgangspunkt i et bestemt emne, tema eller i en bestemt begivenhed eller idé - eller måske direkte som noget rettet mod en bestemt begivenhed, det udelukker ikke nødvendigvis at der i værket alligevel ses udfoldet en kunsterisk frihed og nødvendighed. Der gives også i den tid vi lever i kunstnere, der får en stor del af deres skabende energi - netop fra det faktum, at omgivelserne tilskynder dem til en endnu øget kunstnerisk produktivitet. Der ligger jo også en anerkendelse og værdsættelse alene i det faktum at man som kunstner bliver efterspurgt, og det kan især have betydning for den slags kunstnere, der ellers har svært ved at pleje social omgang med andre mennesker - at mærke at deres udøvelse HAR en væsentlig betydning for nogen.
En kunstner kan have frie hænder selvom opgaven er bunden; det afhænger af kunstneren. Nogle kunstnere finder det ansporende, og det er et spørgsmål for hver enkelt kunstner, hvor balancepunktet ligger for, hvornår noget er ansporende og hvornår noget er lammende eller begrænsende. De eksempler du nævner taler for den pointe du har - men man kan også tænke sig andre eksempler. Tænk blot på Michelangelo, Raffael, da Vinci, Rembrandt etc. de fik alle i forskellige grader bundne opgaver. Den kunsteriske nødvendighed og den kunstneriske frihed må stå sin prøve overfor krav, der kommer inde fra den enkelte kunstners egne fordringer - såvel som de krav, der måtte komme kunstneren imøde udefra. Det er uomtvisteligt at disse udefrakommende krav helt sikkert kan drive en kunstner væk fra sine "nødvendige" værker. Det kræver stædighed og følsomhed at være tro mod den egentlige indre fordring. Og ofte vil kilderne netop tørre ud, hvis fokus lægges for meget i omverdenssynet. Og hvad enten en kunstner er for meget ude eller for meget inde vil depressionen i den sidste ende være det, der gør balanceringen og den indre nødvendighed til alfa og omega, friheden er noget, der i de fleste tilfælde skal kæmpes for, den kommer ikke bare af sig selv; det hele afhænger af, hvordan kunstneren tænker om sin egen rolle og sin måde at være til, at kunsten ikke kun er det, der er indenfor rammen, men at kunsten kun bliver hel i den grad mennesket selv bliver en helhed. Men bevægelsen mod helhed er ikke altid nødvendigvis en bevægelse eller et kunstværk, der af offentligheden vil blive flashet. Mange kunstværker er jo netop opstået af en destruktiv drift efter at rive helheden ned. Men da er kunstværket stadig et forsøg - et råb i orkanens øje om at hele den sprække, som den pågældende kunstners jeg synes at drukne i.
