:::

Tilknappet måne lister violette sokker frem

lammene danser på engen under egen

februar ejer det rå kød under sadlen

et onomatopoeisk kor

spiller op til bryllup

vejstriber slynger sig om din hals

tobaksvolieret siler af os

som et galleri af lassoer.

I slikker tabere i jer

tættere og mere i stykker

tvivlende på solen

dine års salte tyngde

solen du har viet de døde til

tørt og dybt skal I se

dine tunger bliver dage

som trækker vejret

gennem skelettets tusindårige

svungne, tindrende, porøse inderside

den skidne ild

fra Tv-apparatet ingen ser.

Som tegn fra dobbeltmåner

yngler Indien suret fast til din trones skyggesejl

ind står

den indre blånelse

der triller skibe

ned ad din kind

træd forsigtigt over dækket

ilden slukker tusindfryd draperet i.

Kun mæslingeknopper dulmer tomateksplosionen

din vulkanpapegøje basker over bjergstien

Ikaros forærer os brændte antenner.

Klimahysteriet når ikke istiden

til sokkeholderne.