Imens poesien løber ud af mig
fortæller sømandsråbet næsen hvem
det sejler ud af hvem
december ligger så tæt med hove
aldrig bliver lagener og alt det andet rullet
til nye reb; bind os i kød
de fine nye reb og dit kys
fører os til birollen for et stød
februar river os ud af hvem
føler bæstet og øser hove
fra en båd af kaprifolieskove
indtil februarklokken berører os
mens solen sniger sig på kattepoter
og labber natten i sig som fløde
vi tænker på alle de døde
imens poesien løber ud af mig.
Når poesien løber ud af mig
med alle strofer krøllet sammen
bliver pytter fløjelssøstre
siamesiske digtsamlinger
bliver de grønne flaskers etiketter
mundens fyrværkerkys cyan blå
ser Gud som fyrreskovens gab
tyfoner knuser alle
sætninger limet sammen
fra alle sider er februar
en dåsecolas lys
de små hullers træning
din elskede som skudpokal
hvad fylder så mest
i kyndelmissens maggitern
når poesien løber ud af mig.
Når poesien løber ud af mig
med kommenfyldte bølgers søsyge
og næsen damper urtidsbregner
hele verden under vand
bygrænser sløjfet
hurtigere end Atlantissøjler
indtil alle vores mestertyve
befinder sig som faner
når vi begraver kilometersten
under surfbrædtets tablet
en kyssesyge du kan tage fra mig
når poesien løber ud.
No comments:
Post a Comment