Den tabte sols dans
bøjer sig ind
i en hemmelig bolle
på tomatsuppens bund
den tabte soldans
gennem katedralens mosaik
vinker sin veninde
ud med mirabellehår
her kommer vi med fræsende frankering
hils morgengryets hårde fælge
fra bagagebærerens feber
tusinde tulipaner i flammer
med stive håndled
til at stikke skriget
tilbage i sin flaske
tro du bare
du er et monster
stykket sammen
af alle dine tidligere liv
her står du med pladen i hånden
og din stemme er en rusten fil
her kommer du op af søen
med alle endelserne helt okay
i slowmotion kunne du måske
komme ud af næbbet
på en mentalt handicappet due
der er ikke noget gyldent daggry
der kan genindspilles
og stadig være nyt
ingen hule ved bredden
til at gøre forliste forhold hele
den tabte sols dans
skal lukke kæften
på din egoballon
den danser her gennem stuen
og gør minderne til støv
den tabte soldans
taber sine klange
til knoglernes dansende partikler
på Genevesøens blanke blik.
No comments:
Post a Comment