Jeg forestiller mig skriget; skriget, jeg skriger igen og
igen, sat ned i tempo, indtil hver lydfrekvens udgør en svelle under et evigt
langt vogntog:
Jeg stiger på ... (uh, et godstog af den gamle type med åbne vogne til
f.eks. stammer), men dette tog kører i begge retninger, alt efter hvilken retning
jeg vender mig imod. Der er ikke noget mærkeligt ved det, andet end at jeg ikke
kan bestemme mig for om den ene retning er bedre end den anden, hvilket jo i
den grad afføder spørgsmål om, hvad meningen overhovedet er med at stige på
sådan et godstog.
No comments:
Post a Comment