39

I stedet for 39 bomber
fandt man 39 frosne 'kinesere'
stadigt ikke spor sjovt.

39:5

 Barsebäck Forsmark Oskarshamn Ringhals

____________________________________

                             2

  

?

 Hvor mange syndebukke skal der til at bære

den terror stater skjult bedriver?



 

Cold Case Hammarskjöld

Hvorfor var Dag Hammarskjölds lig som det eneste fra det forulykkede, nedskudte fly - ikke forkullet?

Hvorfor var spillekortet Spar Es, der anses for CIA's visitkort, stukket ned i Dag Hammarskjölds krave?

Blev A.I.D.S. udviklet på viruslaboratorierne i Afrika? Skete det samme senere med EBOLA?

Bliver vacciner stadig hemmeligt brugt til bekæmpelse af befolkningstilvækst?

:::

Jo mindre løgnen kan gøre sig, desto større kan den blive.

Magi i luften

Magi i luften hedder et af Halberg Larsens mest populære hits. Mona Larsens selvbiografi har taget sig samme titel. Og det er da også en slags omdrejningspunkt for bogen. Som en tinde tegnet af alt det, der omgiver den. Bogen er skrevet med et gennemgående nøgternt greb. Lægger man på den ene vægtskål antallet af tragedier og på den anden antallet af succeser, så ved nok kun Mona Larsen, hvilken vægtskål, der vejer mest. Men sikkert er det, at de til visse tider kun skitserede (og til andre tider mere uddybede) succeser, i antal langt overgår tragedierne. Trods det gennemgående nøgterne greb, der i alle henseender undgår, hvad jeg her kunne vælge at kalde følelsesporno, er fortællingen på kryds og tværs gennemsyret af poesi, filosofi, livsglæde og en historisk bevidsthed, der flittigt bruges til at gøre sit til at sætte fortællingen i perspektiv. Jeg er en overlever, fastslår forfatteren flere steder – både som motto, som løfte og som konklusion. Et af de steder, jeg i fortællingens løb, faldt i staver over – ud over de rent konkrete, naturligt indlagte digte – var følgende passage, skrevet om moderen; det gav mig faktisk sådan en deja vu oplevelse:

 ”Havde hun været et træ, måtte det være et elletræ. Elletræet, der hører til de mindre hårde træarter, ligesom min mor, der er både skrøbelig og stærk. Og med flere stammer på samme rod, raklerne og de fine kogler – det er min mor. Når bladene falder ned i vandet, har det en klargørende virkning, der indeholder et stof, der modvirker alger.”

Mona Larsens selvbiografi spænder over hele registeret lige fra det vildt barske til det sirligt poetiske. Den er fortællingen om Danmark som et alt for lille land til så stort et talent. Og fortællingen om en hel verden, som for især jazz-entusiaster kan være grænseløs fantastisk og fuld af muligheder.

KAPTAJN KULLER

Foktøf vlam bankyrf isfam Møsiør Tøkkam vløf

iriksyn nolmybøf kylhval vøntomyf

sanutøj vølf bosrym bokolvømf

hurskyn svønsyfe sførmyfbul 

sføntøl møntemyr mnuf wyselly

fojbol søfbov taplam mesyrtø løf

isfamtøl børbøfar sfanserry

folcham baftørsnif bosvøm busvønyf

Møsiør bulmyloosy ymmelfes

Møsiør havelmøv sytør osisyf

isfokit lafseffeltøj

vulkoj neulyf sofme-ulf

binsymol sørmyf sylkyvuf

bløy mysurf løvbork røllyf sumørlul donvøl mury

surmyhøfsif  snagsørm falvolly bolyrøk

smonnølk søfarhany tønnom bunuyel.

Søfinnur bukdøn rukum ammuram wørsløf vesy

bøkensløv buam søsiløyn snuvløk satensuf

bunuyel bolykred vyk horl

jåki jozym gutvik jinkjerkyz

gyskpek  mekægebooy swam

urkol råzo råmiso jimhitæk

ztåpå jårki bjukås

rekilstyps trebmajs lekkislytper lank

esbifart rejkimyk zmyk essibik

galsip  schimt goj botovyk

relluk natpak gotolf regam sudif regenpuf

revlaskvak trams gokjagilob

regulam purpuf svomsdak sleppedyng

bremmilek spalet jap slarp sifregnak rattelplag

gonsfotsav semufrap sufmæk lemmi lekki blarp rønordask.

Raldyrklos ryddysukul ragnaprutek relaksudif

regampuf swostur slatipak rettybsmak  

rewlaswak skubskul  tisnoslavski redæsk kasoktam

tangamassuk tibnekud

sjøgrub knabespræt rekulstrak

reksenik samulek lekkimedvos sjosnakip

snirpel kesælft ressikølsgalib dikslabolg

gnabdolb rypmap  rydpils svomsamilk spaltjuf.

Gjof kisra ragenlab

esmablødsal snuvsitiluk gnivløk sjalif pjavk.

::::::::::::::

Violinen som et hjerte

taget op af sin kiste

kisten som en gave

før bal

den fælles grav
det brev
der venter på dig

selv vinden
kender dit ansigt.

:::::::::::::

Nogle gange ved jeg ikke engang

hvor meget jeg savner dig

men jeg genkender regnen i mit sind

som en onsdag i Berlin før murens fald.

:

      Maphiyata echiyatan hin win:

Forbindelsen til det andet

Ethvert menneske, jeg (du eller enhver anden) har noget med at gøre, er vores medmenneske, er det andet menneske. Og alle mennesker har kun én ting til fælles: den fysiske del af den krop hvert enkelt menneske befinder sig i. Åndelig-sjæleligt har menneskeheden aldrig før rummet så megen forskellighed. Der hvor nogle ser de smukke hvide tænder, ser andre kun hestens rådnende kadaver.

Det, der gør os ens, forløser os ikke tilfredsstillende, om ikke det fører til transcendens. Og det er ikke det, der gør os ens, der fører til transcendens. Ligesom det ikke er trappen, der fører os fra stuen til første sal, men det, at vi går op ad den.

Jeg er stærkest forbundet med det i andre, jeg selv er første årsag til og omvendt. At føle sig forbundet med eller at være tiltrukket af er netop følelses og viljesliv, som for mange af os synes af dunkel oprindelse. Når jeg FØLER mig mere forbunden med nogen end med andre, så skyldes det, at jeg endnu ikke rigtigt har opdaget, hvad det er, de andre rummer og at jeg måske kun kan rumme at forløse og indgå netop de her relationer, som jeg føler mig mest forbundet med. At et menneske fx føler sig mere forbunden med sin hund eller med et træ i haven, end med naboen, betyder jo ikke, at naboen er mindre interessant end en hund eller et træ. At graden og karakteren af forbundenhed eller tiltrækning har så vidt et spektrum skyldes den pågående forvandling i langt den største del af alle menneskers sind og seksuelle grundenergi.

At se de smukke hvide tænder, der, hvor vi før kun så et råddent kadaver, betyder ikke at vi skal være blinde for, at der findes rådne kadavere; det er lige så gådefuldt, at der findes rådnende kadavere, som at de af og til kan have smukke hvide tænder.

Michael & dragen

Jeg kan ikke tage andres handlinger på mig og må alligevel til en vis grad gøre det velvidende at kun i den frie tanke findes trøst: Det 'vi', jeg søger, findes som fysisk kendsgerning, imens afstanden er mental som tomrummet mellem kroppens celler løfter sig i tomrummet mellem himlens stjerner. Mennesket er spændt ud mellem ærkeenglen Michael og ridder Georg, der intet er uden i kontakten med Michaels åndens tankefrihed. Dragen ænses ikke et blik; sværdet i sig selv er uovervindeligt:


Ved at se op til det højere i det andet menneske fordufter dragen som dug for sol.

De døde børn hjælper englene med at redde jordkloden gennem sin fremskredne demens:

Sjælene fra de dødfødte bliver i jordens omkreds og fordriver vente 'tiden' med at hjælpe englene; de er særligt nyttige, fordi de bringer så meget uudfoldet livskraft med sig, kræfter som virker foryngende på vores gamle klode. Når menneskene altså græder helt berettiget over det, der skulle have været, men ikke blev, jubler englene over den meget givende håndsrækning de får - i deres helt bundne opgave.

::::::::::::

Et lille lys på et hospital

hånden er så stille som du holder

halvvejs skygge af sig selv.

:::::::::::

Alle veje fører til Rema

du fandt bunden af solens flaske

med syvmilestøvler gik du en anden mands hund.

::::::::::

Søvn kender alle verdenshjørner

fødder og hoved med foldede hænder

kors fæster ingen før vand synker ørkesløst ned.

:::::::::

I et kort glimt står alle døre åbne

munden er glad for sit tal

alle de pindsvin asfalten kysser sørger over din bestingede isse.

::::::::

Deres øjne tungt i hælene

dyner fyldt med ankelsuppe

den anholdte hånds pyramidesprække.

_

De døde journalister har en hel biograf for sig:

:::::::

Ugleskrig er dit ønskeprojektil

jeg så en gåde gå

forvent noget ekstra fra den åbne efterskrift.

::::::

Alting blødende på alle kanaler

grundplanet køligere end rør de lagde ud

forkerte beskeder om hemlige kontakter synlige for enhver. 

:::::

Orkankvinden åbner slusen

syskrin fulde af lerduer

slynget som høresnegle gennem mørket.

::::

Hånden tegner 

sin egen skygge

og kalder den paradisisk gødning.

:::

En velgørende afgrund af ild

beder for sine sønner 

begrav jeres vaner  under et dansende fyr.

~

::

Du føler dig måske en smule døv

holder døren på klem

for skriget var en bullen finger.

:

Hun kan bedre lide ham

sådan som han var

før hun fik lavet ham om.