Der var
langt ned til den kop for en konge at være
syntes der
at stå mellem Syd og Ruth den kære
søster som
åben og levende østers
fra
øjenkrogen sås rumkapslen lette
op gennem
kronens visne og matte sfære
hallo, jeg
kan se dig, men du kan ikke se mig
der er en
verden imellem vores skæve ringe
ingen
vidste, hvad julen nu ville bringe.
Rågefjæs på randen
af elvenes årstidsforskydning
gør kloden til forvandlingskugle
solvævet dans på dit hoved
vælder kys fra sindet
gyldent dit valg af væsen
rydder min pøl så jeg får gæller
hastige skyer puster poserne op
hastige haletudser sover ålene ind
hastige som den anden halvdel
af søvnens underlige færgeleje.
Gås for
gås for gymnastik gås for
gymnastik gås for gymnastik
gås for
gymnastik
gås for
gås for gås for gås.
Magt
magt som magt
som magt som magt
som magt som magt
som magt.
Slås for
at slås for at slås
for at slås for at slås
for at slås slås
slås.
Violer løfter
fuglen fra læben
fænger løvet flig af kage
lækkersulten er
endnu et løft
hele vejen over plænen
til kirken
dér sniger rålam sig forbi
på en bund af mos og måger
rammer med deres vingespidser
solen, din isse
og pande.
Jeg afsøger omverdenens berusende
afgrund
puste mig i nakken afsøger jeg
berusende afgrund puster mig i nakken
afsøger jeg omverdenens
jeg afsøger
omverdenens berusende afgrund puste
mig i nakken afsøger jeg
jeg afsøger
berusende afgrund puste omverdenen
afsøger jeg afsøger
jeg
genlæser omverdensdommen suger gulve
fri for skyld klodefødt
mæsker læberne
genlæser jeg
suger gulve fri for skyld kuglefødt mæsker
læber genlæser jeg
omverdensdommen
jeg genlæser
omverdensdommen suger gulve
fri for skyld
kuglefødt mæsker læber
genlæser jeg jeg genlæser
suger gulve fri for skyld kuglefødt
omverdensdommen
genlæser jeg genlæser jeg
oplyser lydbølgerne sy hullet
sammen i elve oplyser
opvaskesæben mig ud af
lommen oplyser jeg
syr hullet sammen i elve oplyser
opvaskesæben mig
ud af lommen
oplyser jeg lydbølgerne
jeg oplyser
lydbølgerne sy hullet sammen i elve
oplyser
opvaskesæben ud af lommen
oplyser jeg
jeg oplyser
sy hullet sammen i elve
oplyser
opvaskesæben
lydbølgerne
oplyser jeg oplyser jeg.
“I drink
again into myself the flames that break
forth from me.
Many suns
circle in desert space: to all that is dark
do they
speak with their light - but to me they are silent.
Oh, the
lonesomeness of all bestowers!
Oh, the
silence of all shining ones!”
Friedrich
Nietzsche.
Imens haren mimer månens manér
og himmelskælvet åbner brudens lomme
taler røveren på din venstre side
nu alle menneskesjæles sprog.
Frøene løsner sig
fra fire verdenshjørner
blodsorte styrter de ind i nat.
I gang med at tegne med en lommelygte i mørket:
Serafer er ømme dupper som slås!
Påduk ækypt
kuval ipok
pykku nuddåp
påttö påttö lösök påttö
vögmöf nyff.
Kopi luwak.
Kopi luwak.
Kopi luwak.
Savum ymish
mödun usap
simmo ruwak simi
saffi saffi negrum saffi
deswep riff.
Kopi luwak.
Kopi luwak.
Kopi luwak.
Dinly kanky wassis
dåggæ no pål vælpo:
"Dørf vørl pnælsø.
Vørl yrs yf pygmyg
tyh alvønæs fruf dæfpølvø
digøløf dik.
Galvøsøk yrs vørl vewø måf
føb nødølvøl wal
føb wal frub stabsbif."
Lysylf yrs zål nænnø shavi wålf
lym køsøl.
Lysylf ne vewø vøf nyy lym lysnø
åt queer fraf.
Lysylf gæwøf qy røf
lys zåppøl kaa vul kæzø.
Sålpø thyvønumf baf.
Lys rul lysylf ne køsøvø?
Råf æ filp ka røs vørl dæn gyp,
reddy lysylf ne køsøvø
reddy?
Rælp
rælp
rylpe
rælpø rilpø rålp
rulp
ænni ænni rålpi
nåpfuwitti hilf
nåpfæmi tulf talf
rylfi
rylp
plæsbi.
Forsigtig solsort
måske springer egetræet ud
før din første trille.
En skadeflok gynger
i asketræets gæld
over en krukke guld.
Giv dem solen
og himlens blå violin
inden pupperne brister.
Sæden begynder
at lyse som døvnælder
i gøgeredens asyl.
Gyvlerne bunder
lindetræernes løfte
med høvlens haiku.
Sodnøgler åbner
brændenældernes kisel
mod glødende hud.
Syv skader sidder
som kongehus opera
i snevølvens rug.
Fikser mit fjæs
fikser mit ansigt
sniger mig fiks
sniger mig rå
hør efter, frels mig uskyldig
kortlæg min menneskelighed
og fyld så din frelse op og
frels mig uskyldig
og frels din fylde
åh, frels den
fyld mig
med frelse
fyld mig
gør
dy dy dy da dy.
Alle de døde
børns sko
nypudsede i
komoden
Gud har
travlt i dag
den døende
venter kun
på sit
nyfødte liv.
Om natten
bliver
husene
til
stregkoder
i vandet
ved
bevogtede grænser.
I det af
vacciner sønderbombede
nervesystem
pådrages
endnu en
skyld.
Vejen går op
i en spids
fra
Hallgrimskirkens skygge.
Vi ånder de
døde ud
imens barnet
sover
vi vasker
dukkernes
kinder fri for tegn.
Find mig
drøj og grøn sy
en dyne til
at døve elementernes ånder
i et telt
ældet af rugmarkens søle
sådan en
løftet skorpe
fri af vejens sving.
Qyyl paraha
zoffyl van lerk
vulæ o zavu
röæl gålsvæn
xrålvælæ o
æl sråhw qånåly
guqrö lå
pyo-æ målbæn.
Liznam i yko
an hejus
nelajal rak
nyeia nidinak
lidgans nail
idab baynudi zas
lid nyatabas alpakam noom.
Nublöw æ opy guqör
lynöq håm ciloy luwulöp
nuwsålk löin æwöz zooluwæ båk
wunloff zåk knapym lyf.
Du kradser i indlandsisen til himlen bliver synlig. Du tegner lykken op med et hjerte af grundfjeld. Du nagler vulkaner fast til hestenes sko. Du prøver flodernes smeltevandsgargoiler. Du strammer remmen om solens bane. Du føder endnu en måge og den rekviemfødte skyld tegner dig løsnet fra dunenes tåge i en røgsky af denne verdens skønneste edderfuglesmil.
Mælken løber i stride striber
under gidslernes grin
kniven vælger bøtten med pasta
parat til at sove helt uden grund
en tynd stribe under gazebindet
lader os ikke sparke til dåsen
du sover og skubber et åndevæsen foran dig
en badebro kunne jo aldrig
nå op i en kvindes vagina
om det så bare var for en sø
hvor du kunne gyde lys helt af dig selv
klædt i din vagtelkåbe som et vagttårn;
imens ansigtet filmer ulvesæben sælge
sin familie til et flystyrt
røntgenfotograferer yngelkufferten din skyld
silkeduvende over
græsplæner i dit farvand
saves sjælen fri af sin stamme
og swimmingpoolen fifler fortsat med dit fjæs.
Ensomhed
er ikke at kunne høre,
det alle andre kan høre,
men det er også
at høre det,
som ingen andre kan høre.
Som en
østers skåret op
og lagt i
mange lag af drømme
slipper mine
fingre deres tag
i
trommeregnen fuld af perledråbetegn.
Der er
billeder umulige helt at nå
som det
hjerte ingen helt kan få
kører filmen
spottet i det grå
bagefter ved
du ikke, hvad det var du så.
Som en skål
fuld af skrig
har
paraplyerne udtalt
dybt under
byens mange brosten
det at
slentre hjemad, selvom du intet har.
Der er
billeder umulige at nå
som det
hjerte ingen helt kan få
kører filmen
spottet i det grå
bagefter ved
du ikke, hvad det var du så.
Om sommeren ligger vi tæt sammen
i hver sin grav
på en åben plads
i skyggen af
et stort træ.
Tættere end
stjerner på himmelen
fylder
ansigtet jeres øjne
hvert bid af
et slips
skiller sur
fløde
i koppens
dunkle kontinent
drypper
gravsten som tårer.
Jeg havde engang
en alligator
den bed
min racist-tante
i fingeren
så blodet piblede frem
jeg ved ikke helt hvorfor
men jeg følte
en snert af både
stolthed og glæde
ved det.
Slædehunden
har slugt Danmark og gemmer sig i et fotoalbum på et magasin for tissetrængende
hunde. Den røde løber står lodret klemt inde mellem valglokalernes lys og de
sammensyede svaner. Der er intet billede at se i sin helhed længere. Alle vender
ryggen til mågestellet, imens færgerne løfter sig over bølger, ingen så komme.
Den stolte nat synger stille i sit silkesjal
langsom hvirvel stiger lodret op
kirketårnet toner klokkens sene slag
i faldskærmsremme hænger flokke af forkerte sjæle
en lille kurv som vipper mellem siv
har skalperet den halve by
åndekys farver mimerummet rødt
et reb at vinke sit farvel
stik dit skib i bølgegangens ærme
nødråb evigt gået vildt
dykker lyden af forsvundne ben
hvem har set sin smerte klemme sig til døde
om sin egen kniv
stikket suget baglæns op i bombefly
kyklopen bapper på sin molotovcigar
væk mig før jeg glemmer døgnets bønner
afladsstolen synker stadig stille
de frigivne bobler
glider elskovsvilligt op
med ribsemblemers hastige fart
ønskevippen fester i dit fald
den anden halvdel stærkt belyst af måner.
...
Under stenene synger
en visdom fra en fjern fortid
en hemmelighed, kun kendt af få
så hviskende, så sagte.
...
Jeg lægger øret til
og hører tonerne spille
en melodi af livets mysterium
og mit hjerte fyldes med glæde.
...
Under stenene synger
en hemmelighed
af skabninger,
en helhed levende og sårbar.
...
Der findes skønhed i hvert et hjørne,
i hvert et lille øjeblik.
Som en dråbe på en sten,
er hvert et væsen en gave.
...
Mosset vokser blidt på stenene
som perler på tråde
i morgenduggens dråber spejles
et eventyr fra hver.
...
Lav strækker arme
mod himlens blå
vinden danser
som en kærkommen gæst
der bor et eventyr i hver eneste dråbe.
...
...
...
...
Huset peger lys ind i skyggen
under den orientalske bøgs åbne rum
ulve vil fange asken i Ginnungagap
ulve vil fange tjørnetræets skygge
under gærdesmuttens bo
døgnets typiske tåspids øvelse
dypper kys i tårer
hver dråbe varm som tis.
Russisk skilla står og lyser i gruset.
Vokalposer store som færger
omslutter deres stjernehimmel
veksler peger på faren
forkølede violer falder fra en sky
op ad en grundfjeldsåre stiger vågehullet
under den tålte urkraft åbnes slusen
ulve vil fange uheldet før azalea blomstrer
rugmarken kysser elve poser blod.
Bulbul sirekto barriecito
pynæssæ zunzuneo
myra parakali wodenaz
manta meira
lubkarpenli zunaira.
Igennem alt
farvernes tavse steder.
Piratfisk dominerer børn
kun for at bøje geisha til ental.
Himlens fascistiske skønhed
fra mit aldrig knudrede gigantiske væsen.
Jorden rejser sig kolossal
i hver fødsel.
Natten forladt af sig selv
vender, falder, standser, er
falder
jeg.
Mørkets varme rige seng slynger
kradsende overflader
ind i drømmens opera -
evig jalousi.
At vi skal lyse ud af varmens arme
at vi undertiden endda er ret virkelige -
bare højest uindtagelige.
Himlens vanvid i indespærret gnist -
flammende farvel.
Kronede dage kræver
vandet jeg ville.
Følelsen forbliver
uanset hver enkelte
tids adskilte hændelse
sublimeret
i modsætningernes sammenhørighed
og sådan et forløb
er altid en chance
for at begribe
en helhed
smerten i bedste fald
kun kan opfatte
som englenes vinger.
Du er alle dine porte
både svaner og tårne.
Med flammehænder
foran din afgrunds ansigt
beskytter du
alt som er familie.
Himlen har sine skabningers sfære
og du har alle nøglerne
til hver en hæmnings moder.
Det, der skar en stump af bjergets ro
og sammenlagt blev mere
end dine hænders ansigt
gør dig til trefoldighedens barn.
For du har lagt dit ansigt
ned i lygtens dyb
og trukket haiku op af halsen.
Jeg ved, du synes
det er sjovt
at ligne en million
og stadig
være helt unik
indeni.
Med universets store tomrum
som et ekko af dit jeg.
Verdenslæben ser gnidende muler
give søerne glubende støv
til at bemale hver gnist
nogen savner rudernes suveræne vindfang
tunler til at save noget solfyldt ud af æg
nådefuld feminin disfavør
filmer sin egen biografprojektør
gæller sætter hver skygge på plads til sidst
din smilende nakke bag persiske slør
hører min elskovs sang
på syndens stumtjener
hænger skæbnen sine poser så sent
at hovederne gråner
farver tænder rækken af pæle
med måger og slim
vægge tømmes for tråde til en hvisken står rent
laviner opfylder spådommens vægt
gådefulde lys benåder din isse
gamle møbler opsnuser gudernes slægt
berusede snuder bjæffer af slæbende måner
frosten fanger hundene tisse
elastikker strækkes ud mellem rim.
Lyt godt efter
så kan du høre et ekko
af ecco.
Du kan evt forstærke lyden
ved at hælde cola
ned i din sko.
Jeg voksede legesyg op
hørte hvordan hestene tav
på rumpen kurrede jeg henover gulvet til hullet
rillerne kildede afsindigt og betragtede mig
med stadig
stigende uskyld
i de sjove sprækker så jeg en løssluppen stråle
jeg befandt mig vuggende som indeni en hval
mine bare fødder havde endnu intet frø betrådt
ingen drue havde gjort mig svine svimmel
jeg prøvede aldrig at råbe
intet vers røbede hvordan jeg blev skiftet
ingen bukser stod i vejen for míne hullede
fødderne var alt jeg kunne strække
mine øjne modtog dæmpede farver
ingen stemme trængte ind i det lave
jeg var ét med mørket
sov ind i den bitre smag af tørst
hver morgen renvasket
som besøgt af engle.
Ægteskabet med de tusinde hænder
spiller skak
for hvalers stemmer
universets langsomme
nattergal har
sunget studentersøvn ind
i mine ekkosko.
Nal wræf ramol zöllöks
rön heföth fæmyn bennep
gefer mywös lýsh bafdön
gefer woddick nogör sötwel
syböh hawup remal lefdyn
liset rödhok fyvön nypvil
sív argus mhaith eppy fril.
Volvö hæpa pram
punnæl raprul
dranæl gib wulislaw
yky hvam sölö
Danmerika amark kallihafnia
hvaliala syf muilav otodrogana.
Den kvikke vind savner søvn
den tilhører solens fanebårne lys
ridder naturånder ind i poser
for at være dine tæers sø.
Noderne som domfældelse
og guddommelig lykke
strømmer musik ud af rivejernet
det er peberrodens time.
Det er kysset der vælger farverne
og gennemfører jordskælv
for at hæve kul
op til Jupiters vingede lys.
