De gult malede
udbulinger
veksles til
nymåner
de sutter på
dryppende tin
hvilken
verden fejrer ellers vølven
de rider på
grankogler som ingen andre
de filer
gulvplanker og grunder der på
løsenet
parat ved kertelysets mindste blafren
de slynger
gæller om dyrets hals
fosforflammer
føler sølvet
lette fra sit håb.
De spreder
sig i soverposer
skubber et
frokostdyp op over voldene
de giver
øjenskygger fine puf
bjæffer
vovehalse fra lodne karruseller
scenen bevæger sig
og synker bladkroner op i ærmet
i et enkelt
bjæf
skyller
skibets læk sig op på hænder
rasler
tusinde kærvers halvmåner overbord
en perlerække
af bjæf vokser
ind til de
alle er rammet ind
af frådende
skvulp.
Ingen bønner har mere hikke end nuancen
vi vil alle falde ind igennem livet
åben vores rim og tæl til syv
bag forhænget er vi ikke længere på standby
hele byens overvågning
efterlader os sneet inde
flodens fødder føder alvorshøsten
intet er større end et åndedrag
øjnenes bolværk bytter sine tøjler
ud med ærteblomster
lille lørdag lukker sin kirke
om tossernes sidegader
en skraldet cellos bløde osmose
oplever fis-dur afklæde sig de falske rygter
asketræet kaster sine blade
på den røde tegl
alle vores søde sønner
skifter deres enhedslykke ud
med læbernes sidste pust.
Skyerne glider over ranunkler
løber skygger over vejens tyste
chauffør rovlyttende
efter lysets øjne
fårehegnet påkalder helvedesilden
hvor du brænder alle dine breve
traileren klaprer op i dit numsehul
og jeg kan se at du kan li det
lys kysser dreng efter dreng
til næverne bjæffer af grøft
et kor af faner sat i kog
ni ekkoer af en gøgerede
skimter novembermetafor
molflod hejser sine sønner op for vimpel
færgelejet smiler bredt
fra kind til kind
snart står vaskehuset åbent
for en jydekrog af hyl.
Et hjem du
forlader
er som en
kæreste du forlader
du skal se
ham eller hende
som mere og
mere forladt
tom og
forladt
og det nye
sted
hvor du
flytter hen
som mere og
mere
beboeligt
indtagende
du skal se
ham eller hende
som et meget
bedre
alternativ
selvom de
måske
slet ikke er
det
men det er
fordi
du tømmer
det sted
du forlader
for værdier
at det nye
sted
vokser i
værdi
det er det
nye sted
du fylder
med værdier
værdierne er
de
samme som
før
fraregnet
alt det
du smider
væk
og alt det
du smider
væk
forsøger du
at skære fri
af dine
minder
det gamle
sted
skal tømmes
for alt
og når det
er helt
tomt og
forladt
og ikke
længere attraktivt
så står din
nye
flamme parat
og har i
virkeligheden
gjort det
længe
du opbygger
det perfekte
alibi
og du kalder
det
for dit nye
hjem.
Vi genopbygger
havet
og lader
sølvmåner bo der i
vi forulykker
intet mistet krystal
det er noget
alle ved
de sorte
punktummer
på det
blanke skind
er ikke
verdens ende
vi
genopbygger havet
og lader
sølvmåner bo der i
de sorte
klynger af forbundne kar
avler så
vildt for vildt
vi
genopbygger havet
og lader
sølvmåner bo der i.
Vi har båret
vand hele dagen
du ved de
venter på dig
vandet bliver
så klart
når du har
sagt farvel til dine venner
og ladet
gåsedun vælge dine dukker
i dalen hvor
det sner
bliver du
døv i samme hvæs
du ved de
venter på dig
et sted hvor
alting er til stede
i en anden
orden på et andet sted
vandet som
vi bar
har
efterladt så klare pytter
hvor solens
lys
med skarpe
stråler
barberer
alle minder bort.
Du sover med hovedet i hajernes gab
du spiller din saz for at gyde en vrimmel
af stjernelys i dæmringens tyste
have af velduft
du kender pistolernes smæld før midnat
fra det fjerne kælderrums voldsomme tåge
du ligger helt stille i dagslysets kys
og har næsten fanget kedlens hvirvler
i en krans af snuder du ånder med.
Søvnens fingre forsvinder
ind i gærdesmuttens rede
imens ledvogterbommen tæller
de forbi kørende vogne
en lille
håndfuld støv daler gennem dit hoved
neddysser
den svimle findeløn tyvene pelser
ingen nænner at tynge
den fede smerte solen har ryddet
den lovede
dæmring lyner føddernes konge
thi lilla foldsøer tøver med at mase
gyldenris gennem kraniet
de nydøbte
vimmerhalse stjæler liljeløgets pølse
ingen nænner at tynge
den fede måges mås for en højere lykke
solhægen
soler sine påfugles punktum
den lovede
dæmringsranke dronningen kæntrer
har mistet
sit anker og er dermed ét
ædelsølvssmå
foldes de tøvende masser
ind i
regentens vifte
gyldenris lyner gællernes kaktusskulper
ind i din hånd.
Vel er
mennesket regn fanden holder
fanget i en
salve
lig et
savlende ulvekobbel
før de
plukker hjorten
for at gemme
regnens tåge
om de
knækkende grene
hvor pulverfugle
sad så stumt
at lys
skinnede mere søvnig end vanligt
måger spejder på ny efter gæs
for at se om
de mon laver gymnastik for næb
der fanger
sol
lys elsker
tomme gyldne enge
hvor dug
fylder gralssalen op.
Knoerne er
øglebrude
du gifter
dig med deres blod
og får en
radiatorguirlande
til at
eksplodere hjertets puls.
Forpustet
som et espeløv
plantet i en
grøftekant
lyset taler
havet op af dine nøgler
en dag blir
regnen konge.
Temperaturen
skaber kønnet
knaldhårdt
som et shetlandsspark
nogle faner
råder over bogen
sniger
høstens pølse ind med hvæs.
Hvilken piktud røvrender gåseflokken
tyvenes lommelygter ifører sig bispehuer
solens stråler faldt sent igennem kælderruden
håbefulde favne tøger myg
lys forgår i væsensgevandter
dækker havet til med blomsterstøv
du sover i din ramme af måger
tygger i søvne de lådne dages dukkehud
bevæger dig som helgen fremad
i din sovepose lidt før midnat
strækker tåen ud som fyldepen
for at høre klokker ringe.
Husgavlen er kyklophoved
tænderne nederst
æder mig sine plakater.
Rugmarken står popnittet
bag hasselhegnet.
Knagerækker fosser
toldmøllens takykardi.
Cellefryd rykker
kroppen gennem driver.
Kyklopens hoved
har fanget sit eget røgslør
i en rude.
P-pladsen står og tygger
menneskemængdens kæmpestøvbold.
Fra tove hopper sønner
igennem solens dug -
nudistforstøvet.
En endnu ikke peer-reviewed undersøgelse, der involverer 1,7 millioner børn, viser, at myokarditis og pericarditis kun optræder hos de børn, der tidligere har modtaget Covid mRNA-vacciner. Undersøgelses rapport fra MedRxiv HER.
Du var Saturnringen om mit køn
uro tog sit tøj i åh så søde strimler
da du kom til hælen af en mågepæl
baskede en hejre op af barselssengen
med sine vinger løftede den
låsesmykket fri af halsen
intet ahorntræ var nok for begge måner
lykkerusen lo så højt af iver i et grønt asyl
i en ode blev dit syn tentakler
fyldt med mirabellesyrlighed
med fin umærkelig sitren
blev Sappho nærmest tam
den dybe nappen fra papegøjenæb
bød os helvedesrønnens galgebedekrans
da kastedes en sti igennem kornet
for lagentulipaner
alvorsordets hugtand
blev til kirkemosaik
osmoseborgen satte silkeskodder
mellem vores søskendeflammer
kuffertsuget tog djævlen ud af sin ligning
veer slog den løstfotograferede søn ihjel
kunne du bare høre englenes befaling
at vi var tin imod det stærke reb
øksen tyndede hymnefugle
og tog bad i lysets elektriske skov
var vores frokost af kammerklassisk vandfald
en flod af kys foden trak til sig
som fanget i et kølvands hvirvler
gled jeg - efter dig
ind i blandt de stille eksistenser.
Jeg vil ikke fortælle dig hendes navn, vil ikke have, du skriver det med din håndskrift eller på tastevis; hendes navn skal være hemmeligt, men jeg kan godt fortælle dig hendes liv, hvordan hun ser ud, hvordan hun så ud og om hendes vaner. Og måske vil jeg også engang fortælle dig om vores samliv. Men jeg kan ikke fortælle dig hendes navn. Hendes navn er helligt.
Kun hendes venindes navn tør jeg røbe dig. Du kender det allerede. Du har også sådan en veninde, der giver dig horn, ikke. Du kender det ganske godt. Hvordan noget kan være ufuldbyrdet. Det kender du godt. Og så kan jeg også fortælle dig, at denne veninde, hvis navn du allerede kender, kort efter, at jeg havde været sammen med hende, fik en elsker, der, ligesom hun og jeg, interesserede sig for poesi.
De havde kendt hinanden mindre end et år, da han styrtede ned med et fly. Hun var stadig meget forelsket, og blev en tid boende i området. Hver dag skrev hun breve. Og der igennem erfarede jeg, at hendes veninde havde fået en datter med en alvorlig hjertefejl.
Det var derved, jeg så det uforløste i et nyt lys. Det lys, der falder ind gennem et hjerte, er et lys, jeg kender.
Ryggen kæfter åndenød
hovedet på vej ud af ovnen
de kendte lyspukler
råder hvalen ved bedstemors margarinegrav
istapper går i selvmål
før nogen når at række ud
tårnværelsets løv
har solpopler og måger
og alle flodens klirrende faner
til at modtage tågen
færgerne ligger i søndagskoma
tændhættemåger
lyser så lykkelige vingespidser
ryster den gamle lade
så ruderne snyder en gyde.
Jeg er børneoplever
jeg har oplevet fænomener skifte form
jeg har set døre og skuffer
åbne sig af sig selv
jeg har set livet i det døde væv
jeg forudaner nære og fjerne hændelser
jeg er gået ud og ind
af min krop
jeg hører af og til stemmer
nogle gange i et brus af kor
jeg har set lyset skinne under sten
jeg har fået hjælp fra lysende væsener
jeg har set engle bøjet over min krop
og har hørt dem tale opgivende sammen
jeg har oplevet mig som en søjle af lys
jeg har set min dobbeltgænger
med arme så stille og mangfoldige
min hud er tyndere end de flestes
mit blod har altid haft
en voldsom længsel efter stjerner.
Nu er jeg midt ude i syndfloden
og er mit eget manuskript
jeg øser af lyset som var jeg et hækkeløb
freden har kysset min golfstrøms verden
befal blot poserne at synge for Styx
her er jeg svejset til bundproppens hvirvel
med føddernes pyt og gællernes gæld
befalinger ligger i sindet indfoldet hjemve
rødt er det græs kølen berører
snart indånder jeg vandmassers em
når båden vipper ud over klodens kant.
Nogle gange er jeg lige ved
at være genial
så ved jeg ikke
om jeg er nattergal eller hval
lyset falder på sådan en måde
er jeg døv eller hører jeg dem virkeligt synge
i junglen og ind i min søvn bliver jeg stum
hvor dine sjælelys kysser og brænder
løftet sådan op til din nåde
vil jeg aldrig glemme
ud over alle rammer
der står jeg i et eneste rum
og er univers omfavnet af univers
igennem mig lyder en stemme
du har været her før
som et barn på min arm
du er ikke alene
du er ørnen der letter
fra Verdenstræets ni grene.
Galgetræet har tabt sin krone
og krymper ind i næste himmel
lyset frigør følgets gæller
løkken sanser ilten som et gisp
Golgata drypper klodens jeg
brusebadet er et næsehorn af nys
sygdomssøvnen ligger i ske med Logos
syndefaldet vugger hvert et kys
i sit svanesavn.
De udvendige vejrmøller
bevæger tusinde pligtopfyldende mavesår
du husker faner
udstrakte som gulve
de knælende overgiver sig til.
Der er kager parate
til at vippe døgnet overbord
du dasker til din ungdoms materpæl
det gemte plyssede lys i dine lokker
får askene til at svimle knoglerne flammer.
Du ser ud over kålmarker
den søde regnføde
bevæger spurvene i små glædeshop
følger ålenes slimede spor
gennem græsset.
Vi bunder det rå fosfor
i skæbnens stakitbundne poser
vi får næppe vores kroppe igen
med merværdiens søsterbarn
alt hvad vi peger på
af fuglenes flugt
har natten som løfte
rudernes hjælp fra tårnværelsets lys
er den biosfære
bevægelsen måler op i tæppe
de sprittede tavler
du næsegrus hilser som påfuglefjer
lyser ud på havens redekasser
besat af dit håb.
De gule sedler forsvinder
til fordel for gyvlernes glorier
lyngkroppens duft af eksil
er i virkeligheden din tilbagevenden
til din venstre hjernehalvdel
så langt fra hinanden
står de enkelte bogstaver
at de med ét
bliver genboer til døden.
Et digt er en åreladning
af blodets billeder
et hvæs fra en ægte Treblinka skorsten
et tæppe af isblomsters og spiseskeers
hæsblæsende æg over blikstille vand
lyset der øges
i en rigning for de uddøde sneppefængere
en våge for sjæl og besjælede
de tydelige halses tilsølede klokke
disen givet lyset af søkvinder
steget op af Geneves vådeste hul
som sædceller der deler sig i mørket
for at finde en vej
for hver sin skabning.
I miniputriget Danrea er alle A'er placeret ved hver eneste skole og så følger plakaterne ellers alle veje der fra ud gennem alfabetet. Sådan vil alfabetet ætse sig fast hos hver lille Mette og hver skravlede Magnus, når de for fremtiden skal GÅ - HELE VEJEN til skole BAGLÆNS GENNEM ALFABETET, til de når til det forjættende A : Øjet der stirrer NED på dem og dybere ind i jorden.
Den rå urneføde smager sin spiral
med hovedet åbnet som et isflagehav
pølserne kender ikke sine levende råd
sovsen farer ind for at snave skovens løv
kunne lyset bare soppe så længe
natfaklen i sin forkølede præstekjole
hamrer på olietastaturet
farindækkede pyromaner
lyser med snogefryd
ud over de hjemsøgte tropper
fra hvert sit vandhul
stiger de fredede
for at mødes under samme groftmønstrede hjul
et efter noder løftet rekviem
skygger sproget for utroskab.
Den islandske befolkning rummer et fåtal af klodens befolkning; så fåtallige er de, at bare én hovedgren af mit stamtræ udgør omkring en procentdel af den samlede nuværende population. Måske dét er årsagen til, at jeg, når jeg læser islandske forfattere, let kommer til en oplevelse af at åbne min slægts bog. Sådan er det fx meget udpræget og især med forfatteren Jón Kalman Stefánsson og hans romantriologi: HIMMERIGE OG HELVEDE, ENGLENES SORG og MENNESKETS HJERTE. Ikke bare udspiller fortællingen sig på den egn hvor fra min slægt stammer, men selve tidsrammen og en lang række personnavne og handlinger stemmer overens med personer som var og handlinger som foregik - omkring min oldefar Hannibal. Enkelte navne er lavet en anelse om, og nogle forløb er lidt anderledes. Min oldefar blev gift meget ung med sin udkårne Gudrun, som var syv år ældre end han. Faktisk måtte han løse kongebrev for at blive gift. I Jón Kalmans fortælling bliver den person, hvor om det hele kredser, konsekvent benævnt 'drengen'; drengen er forelsket i en pige, der hedder Gudrun, men i Kalmans version får drengen blot ikke sin udkårne. Min oldefar havde en meget nær ven som hed Boas, denne ven døde på tragisk vis fra ham. I Kalmans fortælling synes der at foregå noget lignende, idet vennen dog her hedder Bardur. Sådan er der flere hændelser, som forekommer lidt for hyppige til blot at kunne betragtes som absolut tilfældige. Kalman skriver på en på en gang meget poetisk rørende og detaljeret måde, og jeg kan varmt anbefale at læse hans bøger.
De savnedes hjerter står lige på den
anden siden af muren
som en tynd eurytmidragt af vanvid
de står lige på den anden side -
og er den modsatte bred
gådefulde står de
og hamrer med dun
og strækker på tæer for at snuse
til muleposers gravøl
bevæger sig ganske sagte
bare for at drømme en slurk
deres flammenæser er en gave
lyset giver sig selv.
Kyklopen lister pælenes blusel
gællerne lammer de travle får
fødderne slutter med at male dalenes undren
et gyldent følge flipper løftet ud som tæppe
og vi er båndoptagerens spoler
rullet ind i lårtyk tobak
det snedige kød sønderriver pinsler
ånde-zonen sponsorerer
rådhussælernes spin
skibskøle flænger hulmurens fald
våbenloven kysser de fem
alt hvad vi kender grillet på spyd
silende sedler der holder
høloftets suverænt sorte krop
for et vers.
Plukker min stemme op gennem halsens løv
i frøposer puster jeg ganens hældning
den rå feber er ganske tålmodig
noget føler kølede svaner
genfortalt i gøgeurt efter gøgeurt
glorier maler gyvlernes gnistpulver
ømtålelige snipper guffer lånehajer
sniffer chifre af månehost
dulmer pistolfødsler
i plysstoles kuvøsestolte
guillotine-gotiske
ordslot.
Når jeg kører gennem bladene
hvirvles de op og falder
mod asfalten med fjerlette falser.
Sådan standses tiden i en tunnel af syn
alt hvad jeg forlader
står mejslet i hjertet.
Hvert kys peger mod solen for solen skifter køn
og det er rigtig nok at lys
slikker tårnværelser med sin tunge.
God til at kysse
gane efter gane eftersøger sin perle
lyset har så hæse læber
noget føler gnækkende ilten presse sig på.
Syvarmet smelter sål under sål
gæstegæller bøjer lysstofrør
til lemmerne slipper
svaner i knæk.
Badstuen synes ikke om uhyggen
gammel udløbsdato afklæder sig sine klove
elskovsjubel bevæger de afkølede løg
ved sol hvor end gammel
slår kalvemuler gnister
de dømte er regnens føde
sørøvere lyset tisser på
i rykvise bevægelser ned ad
med fede mølvingers sølvstriber
døgnfølte plakater
ånder gyvler forfra
i hugormemønstre
for de undslupne
søndagsskorpioner.
Hvor svært er det at løsne disse muskler
en glæde inde fra, der siger, at du skal befri solen for
vigepligt
siger, du skulle kunne låne maven dine fødder
de vil uafbrudt og i høj grad forme
det liv du gerne vil leve
slim som i rigt mål fortæller hvem af os der bærer
fortællingen om dørenes knirken
hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde
du vil løfte din klædning over mange vers
og gennem alle slør stadig se disse øjne
sådan som slimsamleren siger, hvem skulle
løsne sine kys som enorme indsigter
hvem prøvede i mørket
halvt at stille sig højt som lys
kun armene fortæller, hvem der får,
siger søster sø
siger ethvert svømmetag
den som rører svævende i dyk, må mærke sit dyk blive
muslingens boblende lyd
der hvor pillens kærv er folden
mellem to kontinenter
nærmere, siger ørets dæmringsnat
dyk svævende, siger svævet og vævet siger
tider vil give dig fødder af larvens fremdrift
hvor dine omgivelser siger, kyniske knæ og albuer
saves af og pulveriseres til grus
hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du
kun nøjsom og søskendekrum som bladenes raslen
kun i dit fald gennem smalle passager
kun dystopisk døv som altet kan du mave dig op klingende som
en karryret før
servering
kun yderst i din ramme har elmenes grene fat i dit svæv
hvem bøjer hviskende din ramme mørkere end med hvilken dysfunktionel
erindring du kan sanse
er det den dulmende stening af hverdag i slagenes skive
der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler
så væk mig du som kommer og går
og aldrig bliver her længe nok
råb til dæmringen bøjer sig væk som fødder i køjen
kun til det du siger, vil jeg sværge, hvor meget jeg
forsøger
at tro på den som vil lande enhver begyndelse
sådan er tiderne som snefnug der daler i snefnugs svimlende
dyb
urtid sparker som et fumlefingret monster
hver gang du nynner bare en lille strofe
af det der får søvn til at danse som bølger på vandet
vær som lav der fører sit snirklede simreguld frem af
længslernes tåge
du som ønsker at komme i svæv, vil snuse syv puf fra en
snude af lyn
du som har ønsker
dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune
når du benævner den løsslupne søm i din sjæleforfatnings
trøje
sørg for at omgivelserne passer
til din indre vulkan og gang på alle fire
når du krammer døden som en pude du holder som et trygt
kæledyr ind til din
krop
eller når du kan høre hvem af os
bagbundne tigger
vandfaldet om at åbne sit gab
hvem lever så nøjsomt som munkene siger
sådan en cyklus
der som solstråler finder vej i en slanges lodrette
hamskifte
hvem har nogensinde ønsket sig
i sansernes sanselige og sansede
betroelse, du aldrig må fortryde
et skrig hengivet til alle dråbers fald
mod en skål af omvendte paraplyer og brosten, vi går på med
din dybe stemmes
søskendegral
giv os aldrig sådan en knibe
hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk
afsværger blåsyren sin blomst
alt hvad der er at vide
er at ønskerne havner dybt
og dybere end vi nogensinde kunne forberede
og selv om det er omme næsten før det er begyndt
fortsætter øjnene deres vandring som tvilling orkaner
det er ikke kønnet der bestemmer
hvilket offer dit bæger hælder mod jorden
lynhavet holder din sø svævende i dig
dybere end kærlighed
bliver dybet aldrig.
