De gult malede
udbulinger
veksles til
nymåner
de sutter på
dryppende tin
hvilken
verden fejrer ellers vølven
de rider på
grankogler som ingen andre
de filer
gulvplanker og grunder der på
løsenet
parat ved kertelysets mindste blafren
de slynger
gæller om dyrets hals
fosforflammer
føler sølvet
lette fra sit håb.
De spreder
sig i soverposer
skubber et
frokostdyp op over voldene
de giver
øjenskygger fine puf
bjæffer
vovehalse fra lodne karruseller
scenen bevæger sig
og synker bladkroner op i ærmet
i et enkelt
bjæf
skyller
skibets læk sig op på hænder
rasler
tusinde kærvers halvmåner overbord
en perlerække
af bjæf vokser
ind til de
alle er rammet ind
af frådende
skvulp.
Ingen bønner har mere hikke end nuancen
vi vil alle falde ind igennem livet
åben vores rim og tæl til syv
bag forhænget er vi ikke længere på standby
hele byens overvågning
efterlader os sneet inde
flodens fødder føder alvorshøsten
intet er større end et åndedrag
øjnenes bolværk bytter sine tøjler
ud med ærteblomster
lille lørdag lukker sin kirke
om tossernes sidegader
en skraldet cellos bløde osmose
oplever fis-dur afklæde sig de falske rygter
asketræet kaster sine blade
på den røde tegl
alle vores søde sønner
skifter deres enhedslykke ud
med læbernes sidste pust.
Skyerne glider over ranunkler
løber skygger over vejens tyste
chauffør rovlyttende
efter lysets øjne
fårehegnet påkalder helvedesilden
hvor du brænder alle dine breve
traileren klaprer op i dit numsehul
og jeg kan se at du kan li det
lys kysser dreng efter dreng
til næverne bjæffer af grøft
et kor af faner sat i kog
ni ekkoer af en gøgerede
skimter novembermetafor
molflod hejser sine sønner op for vimpel
færgelejet smiler bredt
fra kind til kind
snart står vaskehuset åbent
for en jydekrog af hyl.
Et hjem du
forlader
er som en
kæreste du forlader
du skal se
ham eller hende
som mere og
mere forladt
tom og
forladt
og det nye
sted
hvor du
flytter hen
som mere og
mere
beboeligt
indtagende
du skal se
ham eller hende
som et meget
bedre
alternativ
selvom de
måske
slet ikke er
det
men det er
fordi
du tømmer
det sted
du forlader
for værdier
at det nye
sted
vokser i
værdi
det er det
nye sted
du fylder
med værdier
værdierne er
de
samme som
før
fraregnet
alt det
du smider
væk
og alt det
du smider
væk
forsøger du
at skære fri
af dine
minder
det gamle
sted
skal tømmes
for alt
og når det
er helt
tomt og
forladt
og ikke
længere attraktivt
så står din
nye
flamme parat
og har i
virkeligheden
gjort det
længe
du opbygger
det perfekte
alibi
og du kalder
det
for dit nye
hjem.
Vi genopbygger
havet
og lader
sølvmåner bo der i
vi forulykker
intet mistet krystal
det er noget
alle ved
de sorte
punktummer
på det
blanke skind
er ikke
verdens ende
vi
genopbygger havet
og lader
sølvmåner bo der i
de sorte
klynger af forbundne kar
avler så
vildt for vildt
vi
genopbygger havet
og lader
sølvmåner bo der i.
Vi har båret
vand hele dagen
du ved de
venter på dig
vandet bliver
så klart
når du har
sagt farvel til dine venner
og ladet
gåsedun vælge dine dukker
i dalen hvor
det sner
bliver du
døv i samme hvæs
du ved de
venter på dig
et sted hvor
alting er til stede
i en anden
orden på et andet sted
vandet som
vi bar
har
efterladt så klare pytter
hvor solens
lys
med skarpe
stråler
barberer
alle minder bort.
Du sover med hovedet i hajernes gab
du spiller din saz for at gyde en vrimmel
af stjernelys i dæmringens tyste
have af velduft
du kender pistolernes smæld før midnat
fra det fjerne kælderrums voldsomme tåge
du ligger helt stille i dagslysets kys
og har næsten fanget kedlens hvirvler
i en krans af snuder du ånder med.
Søvnens fingre forsvinder
ind i gærdesmuttens rede
imens ledvogterbommen tæller
de forbi kørende vogne
en lille
håndfuld støv daler gennem dit hoved
neddysser
den svimle findeløn tyvene pelser
ingen nænner at tynge
den fede smerte solen har ryddet
den lovede
dæmring lyner føddernes konge
thi lilla foldsøer tøver med at mase
gyldenris gennem kraniet
de nydøbte
vimmerhalse stjæler liljeløgets pølse
ingen nænner at tynge
den fede måges mås for en højere lykke
solhægen
soler sine påfugles punktum
den lovede
dæmringsranke dronningen kæntrer
har mistet
sit anker og er dermed ét
ædelsølvssmå
foldes de tøvende masser
ind i
regentens vifte
gyldenris lyner gællernes kaktusskulper
ind i din hånd.
Vel er
mennesket regn fanden holder
fanget i en
salve
lig et
savlende ulvekobbel
før de
plukker hjorten
for at gemme
regnens tåge
om de
knækkende grene
hvor pulverfugle
sad så stumt
at lys
skinnede mere søvnig end vanligt
måger spejder på ny efter gæs
for at se om
de mon laver gymnastik for næb
der fanger
sol
lys elsker
tomme gyldne enge
hvor dug
fylder gralssalen op.
Knoerne er
øglebrude
du gifter
dig med deres blod
og får en
radiatorguirlande
til at
eksplodere hjertets puls.
Forpustet
som et espeløv
plantet i en
grøftekant
lyset taler
havet op af dine nøgler
en dag blir
regnen konge.
Temperaturen
skaber kønnet
knaldhårdt
som et shetlandsspark
nogle faner
råder over bogen
sniger
høstens pølse ind med hvæs.
Hvilken piktud røvrender gåseflokken
tyvenes lommelygter ifører sig bispehuer
solens stråler faldt sent igennem kælderruden
håbefulde favne tøger myg
lys forgår i væsensgevandter
dækker havet til med blomsterstøv
du sover i din ramme af måger
tygger i søvne de lådne dages dukkehud
bevæger dig som helgen fremad
i din sovepose lidt før midnat
strækker tåen ud som fyldepen
for at høre klokker ringe.
