Nål svæver på vej til at kysse stemmen

 

Nål svæver på vej til at kysse stemmen

og det er næppe alt

det slutter ikke her

i stemmens rille

blot en knivspids lys knus-elsker rummet

og jeg føler noget begynde

ved gyset over at mærke mit køn give pote

lys dyppet svane synger sang efter sang

og nænner næsten ikke 

at træde på det rim frosne græs.

 

Her i ligger en håndfuld sanser

som en zen sø af sand

selv mågerne kønnes 

over gyvlens nye følsomme hymne

modstand ligger død viklet ind i sin fane

for lyset åbner vaser fulde af lys

knæfald giver fædrene håb

lys kysser mågerne 

hvor høsten ligger spyttet ud.

 

Uvejrsnæser ses hilse den døde modstand

selv rugmarkens inderlige lys 

er en drøvtyggende kerte

af gammelt

rullehoved

ramt af stadionlamper

anderledes kan det vel næppe være

dette rekviem

det nedkølede døgn åbner munden for -

gavesvaner -

floden fanger solens lys i øjet

og korsstingene pryder det blanke vand.

 

Parat nu til at tyde mågernes pæle -

ravlys -

vi ser tiderne 

der hvor de lander

og sover ind i nogens vanlige parathed -

brudepæle omfavner os.

 

Kan disse brændstoftændte

tænder tænde det berusede barn

svøbt i gyvel lige fra fødslen

sådan som alt får sin medgift til slut.