:::

 

Kom min elskede min egen stemme

 

 

 lad os duve i en køje

 

 

 duve kan vi uden at spørge

 

 

 dulme de små ømme tæer

 

 

 giv os lov at være

 

 

 søskende i orkanens øje

 

 

 alle lydes bløde mos

 

 

 rykker os tilbage

 

 

 til et nænsomt skær

 

 

 

 

 

 

 hør hvem råber i den kommende storm

 

 

 imens urlav sover under en vinge

 

 

 hør hvem råber den mægtige op

 

 

 den som vækker mig med fjer

 

 

 dans du som drejer dørenes hængsler

 

 

 til de sovende blafrer

 

 

 hvem af os stiger op til sin sorg

 

 

 til sjælens anden klinge

 

 

 

 

 

 

 som det rykker i mine knoglers kyse

 

 

 snuser håbet sig frem

 

 

 i den dal jeg så det lyse

 

 

 i et væsen vers

 

 

 og råbet ryster selv sin vært

 

i en dynge avner

 

 

 vinden sang en hullet dyne

 

 

 og lod mig stå og gyse

 

 

 

 

 

 

 et råb mod verdens ræb

 

 

 ingen læner sig ud

 

 

 verdenslarmen

 

 

 er mit sørgeslør

 

 

 store bomuldskyer af larm

 

 

 over lavernes love

 

 

 hamrer et søm sig nær

 

 

 endnu en rift

 

 

 i dit brudeslæb

 

 

 

 

 

 

 kom og vift mig til saligt hvin

 

 

 over uafklaret fortøjning

 

 

 mat dulmer moder himmel søm

 

 

 den hemmelige ild

 

 

 løber frygtløs langs de båndede ord

 

 

og barnenød har

 

 

lys til hver celles trøst

 

 

kom du trøstende nøgle på besøg

 

 

ved mit natlige skrin.