Jeg hører din stemme løbe op gennem træernes rødder
fra svampenes vidtforgrenede lyslederkabler
op til kronerne af dybere bevæget grønt
jeg ved at det er langt langt for sent
siden jeg tabte dig i skoven
jeg ser dyr der falder ned gennem sprækker
til lyden af Niebelungens Ring
igen og igen hører jeg dig kalde fra mine drømmes muld
som femten hundrede år i en enkelt honningsvamp
jeg kommer ikke tættere på end
da du foldede Berlin sammen i et enkelt snit
jeg savner dig fra før
jeg savner dig fra før
jeg savner dig konstant
jeg savner dig fra før
da jeg ville gøre alt for dig
jeg savner vores badekar
og junglen fuld af vagtlers pibende kald
det var en perfekt drøm
det var en perfekt drøm
det var en perfekt drøm
vi boede i
og nu er drømmen forbi
jeg sidder fastklemt i det knuste køretøj
hænger stadig i luften
med forruden som et gabende hul
i en evighed
jeg vil ikke kunne genkende min fremtid
jeg vil ikke kunne genkende den
hvis den kom forbi.
No comments:
Post a Comment