:::

 

Søfyldte læber og næser

skarpe som kanten af fyrfadslys

skovler Saphos faner

henover lysende negle

læberne kender hver rynke

næserne jubler

hver tudse ved om sin svamp

det begynder at lysne i jorden

skoven ved med ét

hvordan det er fat

vores øjnes selvtændte lapis lazuli

gør sofaen til rangle

i ingenmandslandets lupinmark

ingen er nærmere livet

end dette sidste gisp.