Svarbrev:

                                   Frausing 18. august 2006

Kære Poul

    Tak for det inspirerende og sprælske spjæt.

I den forløbne tid har jeg ikke været meget hjemme, som du sikkert kan regne ud. Hver dag har jeg, når jeg kom hjem fra min dagvagt, taget turen til hospitalet, og hjem igen hen under midnat. Det er dejligt at gå de sidste tre kilometer hen forbi de mange hvide køer. Om vinteren, når de går med deres pænt store kalve, og stjernehimlen funkler, så er det som at åbne den inderligste side i Lukas Evangeliet. Nu er de kun et tyndt plaster på mine værste bekymringer. Det lille menneskebarn, som du jo ved, hvad jeg ynder at kalde, fordi hun minder mig så grangiveligt meget om Thomas Koppel, kommer nu hjem i sine vante omgivelser. Alt det her, der er sket, er årsagen til mit noget senere svar. Dog skrev jeg jo for tre dage siden et brev til min afí, som netop fylder 100 år. Men jeg kan jo ikke så godt komme til den store fest; hvor gerne jeg end vil, så vil jeg det jo ikke gerne mere end, hvad situationen kræver af mig hér. I nat, da jeg gik ned til stykket, hvor jeg jog alle hestehovene bort (vidste du i øvrigt, at der vokser 5 forskellige hestehove her i landet, de to af dem vokser akkurat lige her, imens de tre andre er meget sjældne  - og hey nogle siger, at hestehov er giftig, det må så være let giftig, for jeg har prøvet at indtage et par dråber, jeg trak ud med sprit, for at smage og mærke, om der er en smertestillende virkning at spore), da stod jeg lidt, og nød at indsnuse den sagte raslen i majsplanterne.  Pludselig kommer en stor ugle lige imod mig med kløerne fremme. Den svævede så lydløst men alligevel resolut imod mig, at jeg først ænsede den i sidste øjeblik, og hastig måtte dukke mig, så den fløj mig ret over manken.

Det glæder mig, at du fortsat har kontakt med søster K. Og at du er på fri fod. Iklædt styrtblødende rød silke! Hæ!

Kærlig hilsen  Robert