Om man vil opretholde sin eksistens som selvstændig organisme eller nation, så bliver man nød til at kende sin ydre grænse, og hvordan kommunikationen mellem det, der er indenfor denne grænse og det der ligger udenfor eller hinsides den, kan foregå på en måde, så både selvstændigheden over for
og lydhørheden for det andet, de andre bevares. På den lange bane bliver hele kloden uundgåeligt én stor nation, for Lennons drøm er en virkelig drøm med rod i fremtiden. Men indtil da kan det stadig være en idé at opretholde forskellige og ulige nationers forskellige selvbevidstheder, således at der stadig er udgangspunkter for forhandlinger, samarbejde og forbrødring henimod mål, der netop fremkommer gennem dialog, som et på mange måder højeste menneskelige gode. Der skal med andre ord etableres en verdensorden på basis af alle nationers stræben henimod dette; ikke før de rette organer er helt udviklede kan idéen om nationalstaten endelig forlades. En sådan etablering må ske i rette tempo for at kunne være en demokratisk proces. Derfor skal afviklingen af nationalstaterne ske med en øget bevidsthed om netop nationalstaternes rolle, det vil sige, hver enkelt folk skal gøre sig bevidst, hvad er det vi kan bidrage med til verdenssamfundet. En sådan bevidsthed kan naturligvis kun eksistere, så længe man som folkeslag ikke lukker sig for verden ved at lukke verden ude, men ved at hævde sin suverænitet, for netop at kunne bruge den til at udføre det, som i det enkelte folkeslag ligger som mulighed for at kunne gøre verden et bedre sted at være.
Sunday, 27 September 2015
Thursday, 17 September 2015
'
Der er sikkert en masse håndværksmestre, der får travlt med
at flikke nogle flygtningelejre og centre sammen. Men vi skal gentænke livet
i sådan en lejr eller på sådan et center. Mennesker sådan et sted skal fra dag
ét have mulighed for at leve et aktivt liv, og den omkringliggende
lokalbefolkning skal med inddrages i at videre-stimulere et sådant aktivt liv.
Dernæst tænker jeg, at vi skal revurdere, hvor mange
milliarder vi skal blive ved med at poste i bombetogter og nedkastninger, som i
visse tilfælde jo også går ud over civil-befolkningen og kan være med komponent
i at drive dem på flugt.
Og ikke mindst så kan jeg ikke forstå, at alle tænker, at
grænsekontrol og medmenneskelighed udelukker hinanden. Jeg går ind for en
absolut til stadighed skærpet grænsekontrol (dette indebærer, at der er nogle
EU forordninger, vi må løsrive os fra). Vi skal naturligvis selv bestemme hvem
og hvad vi lukker ind i landet. Men samtidig skal dette ikke hindre, at vi gør
alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe mennesker i nød - herunder ikke
mindst krigs-flygtninge. Senere vil kategorien Klima-flygtninge højest
sandsynelig og desværre blive lige så aktuel.
I følge vort lands grundlov GRUNDLOVEN er Danmark et
ikke-angrebs-land, vore militære enheder er et FORSVAR. Mange af de
krigs lignende operationer vi deltager i bør ophøre, og styrkernes kapacitet i
højere grad benyttes til at kontrollere vore egne landegrænser - og til
humanitær hjælp i nær-områderne også i vore egne nær-områder -
flygtningelejrene, som uværgelig må vokse de kommende år qua de enorme
folkemasser som krige og klimakatastrofer vil sætte i bevægelse - især fra det
afrikanske kontinent.
Etiketter:
asylpolitik,
folkemasser,
forsvaret,
grænsekontrol,
Grundloven,
klimaflygtninge,
krigsflygtninge,
nødhjælp
Thursday, 10 September 2015
'
Jeg kan tælle fuglene imens skyerne
driver den anden vej men snart
er der kun den anden vej
og fuglene er fløjet.
Det er jo meget smart at solens
stråler har så lange toner
når nu din stemme
er svellerne under en endeløs række
af ord.
Jeg kan ikke standse tiden
som tiden kan standse mig
nu kommer den og nu
hele tiden er vi elskende
i et rum af tid.
Kroppen er den ældste af os
den slipper stederne
langsomt som en flygtningestrøm
ind i min drøm.
Sådan hviler jeg i trøsten
- det er længe siden
fire engle rystede opgivende
og lod mig vågne
til en march
ind i helvede
men selv her ved jeg
at de ville mig det godt
og stadig våger
som var jeg forlængst
kravlet ned fra mit kors.
Wednesday, 9 September 2015
DØDEN ER KOLD
DØDEN ER VARM
DØDEN ER AT MISTE
SIN ENE ARM
DØDEN ER AT MISTE
SIG SELV
OG SÅDAN ER ALTING OMVENDT
NÅR DU BLIVER HEL
NÅR DU BLIVER HEL
JEG STÅR OG BANKER PÅ DIT HOSPITAL
JEG ER DIN LILLE DØD
JEG DREJER RUNDT OG RUNDT
KAN DU HØRE MIG
JEG ER EN HELIKOPTER
KAN DU MÆRKE
HVOR JEG VIL HEN
DØDEN ER KOLD
DØDEN ER VARM
DØDEN ER ET VINDSTØD
TRÆERNE TAR
SOM ET GANSKE SÆRLIG
VARSEL
OG SÅDAN ER ALTING OMVENDT
NÅR DU BLIVER DØD
NÅR DU BLIVER DØD
JEG STÅR OG BANKER PÅ DIT HOSPITAL
JEG ER DIN LILLE DØD
JEG DREJER RUNDT OG RUNDT
KAN DU HØRE MIG
JEG ER EN HELIKOPTER
KAN DU MÆRKE
HVOR JEG VIL HEN
DØDEN ER KOLD
DØDEN ER VARM
DØDEN ER EN BØLGE
SOM SKYLLER OP
TYSTE BØRNEKROPPE
ER NOK
DET VÆRSTE AF DE MANGE CHOK
DEN FIK UNDER VEJS
DEN FLYGTNINGEFLOK
JEG STÅR OG BANKER PÅ DIT HOSPITAL
JEG ER DIN LILLE DØD
JEG DREJER RUNDT OG RUNDT
KAN DU HØRE MIG
JEG ER EN HELIKOPTER
KAN DU MÆRKE
HVOR JEG VIL HEN
Tuesday, 8 September 2015
Årsager og selvopholdelsesdrift
Krigen i Syrien er (som jeg har forstået det) på sær
vis forårsaget af globale klima-problemer. Det startede med at bønderne
oplevede år med tørke, alle deres afgrøder (peberbuske fx) gik til. Regeringen
nægtede bønderne ret til at bore deres egne brønde og brandbeskattede de
statslige brønde. Bønderne måtte opgive deres landsteder og søgte ind til
hovedstaden; jeg mener, at det har været i størrelsesordenen 1,4 millioner
mennesker det drejede sig om. De skulle nu forsøge at overleve i storbylivet.
Så skete der det, at 16 teenage-drenge inspireret af det arabiske forår skrev
murtags imod regimet og blev taget til fange af sikkerhedspolitiet. De blev
tortureret - fik blandt andet revet fingerneglene af. Nu forholdt det sig
imidlertid sådan at teenage-drengene var sønner af rigmandsfamilier. Disse
protesterede naturligvis over den grusomme behandling af deres sønner.
Protesterne vakte let genklang ikke mindst, kan jeg tænke mig, blandt 1,4
millioner rodløse bønder, og der på eskalerede konflikten, da El Assad ikke var
parat til at give de mindste indrømmelser.
Så polemisk sagt - ville der være brug for at gøre
noget ved klodens klima-problematik, om en konflikt som den i Syrien skulle
have været undgået.
Før konflikten brød ud, regnedes Syrien for et af de mest stabile regimer i det område. Ingen nabolande havde vel forestillet sig, at det skulle gå, som det er gået.
De der kaldes IS eller på deres hjemmebane for Daesh (al-Dawla al-Islamiya al-Iraq al-Sham) opstod vel egentlig som en lille gruppe, der trængte ind i Irak - i slipstrømmen på at balancen mellem sunni- og shia-.muslimer var gået i opløsning. Men nogen må have bevæbnet disse få tusinde Daesh-folk - qua deres relativt moderne våben. . Disse nogen kan lige så vel være saudi arabere. I den skjulte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien kan Irak og Syrien ganske sikkert være vigtige brikker.Ingen andre nabolande endsige nogen stormagt kunne have noget ønske om et destabiliseret Ægypten eller Syrien, idet disse lande bragte stabilitet også ud over deres egne grænser. Det samme gælder for Libyen, som var en slags motor, som tiltrak arbejdere fra en lang række afrikanske og arabiske lande. Kun som et skakspil om olien kan der være en interesse i konflikten, og der ud over har våbenhandlerne jo helt klart en interesse og et udbytte af alle disse konflikter. Det gælder hvad enten det er producenter i USA, Rusland, Kina eller Sverige.
Før konflikten brød ud, regnedes Syrien for et af de mest stabile regimer i det område. Ingen nabolande havde vel forestillet sig, at det skulle gå, som det er gået.
De der kaldes IS eller på deres hjemmebane for Daesh (al-Dawla al-Islamiya al-Iraq al-Sham) opstod vel egentlig som en lille gruppe, der trængte ind i Irak - i slipstrømmen på at balancen mellem sunni- og shia-.muslimer var gået i opløsning. Men nogen må have bevæbnet disse få tusinde Daesh-folk - qua deres relativt moderne våben. . Disse nogen kan lige så vel være saudi arabere. I den skjulte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien kan Irak og Syrien ganske sikkert være vigtige brikker.Ingen andre nabolande endsige nogen stormagt kunne have noget ønske om et destabiliseret Ægypten eller Syrien, idet disse lande bragte stabilitet også ud over deres egne grænser. Det samme gælder for Libyen, som var en slags motor, som tiltrak arbejdere fra en lang række afrikanske og arabiske lande. Kun som et skakspil om olien kan der være en interesse i konflikten, og der ud over har våbenhandlerne jo helt klart en interesse og et udbytte af alle disse konflikter. Det gælder hvad enten det er producenter i USA, Rusland, Kina eller Sverige.
At
vi roser os selv af de relativt få mennesker, der hjalp relativt få flygtninge
under og efter besættelsen, skyldes nok mest en selvopholdelsesdrift, der skal få os til som nation ikke at bukke under for et depressivt mindreværd. Noget
tilsvarende som at der efter nederlaget i 1864 blev et fokus og en spirituel
sproglig opblomstring og forkærlighed for litteratur. Intet menneske eller
nation kan i længden opretholde et liv med en bevidsthed om at være af
tabernatur, at være underlegen og slet. Sorgen leder mennesket hen til de få
lyspunkter, der overhovedet kan være, disse bliver repeteret og finpudset, som
var de ædelstene. Det vil til enhver tid være vigtigt for menneskeheden at
kunne fortælle historien om at nogen, om det så kun var én eneste og
vedkommende ikke var større end en kvart dværg sindbilledligt talt, gjorde
modstand mod den ellers herskende og altomspændende ondskab.
Situationen med den syriske og irakiske flygtningestrøm er til dels sammenlignelig med situationen i Danmark under og efter besættelsen. Heller ikke den gang førte den danske regering en mindeværdig politik. Specielt heller ikke når spørgsmålet handlede om jøder og kommunister. Og efter besættelsen med hensyn til de mange tyske civile flygtninge og krigsofre. Men dét eftertiden har husket, og dét, vi selv har fokuseret på, var dé danskere, der trodsede den officielle politik og hjalp (her især jøder på flugt). Sådan vil det sikkert også blive med vore dages eftertid. Folketinget og store dele af den danske befolkning vil gå i glemmebogen, fordi deres gerninger er fortrængelsesværdige i forhold til et værdig selvbilled. Imens de mange, der vitterlig hjælper, vil være dem, vi finder det værd at huske, fordi deres handlinger er menneskeværdige - på trods af et herskende inhumant politisk anti-klima. Men de mange mennesker, der bare går og går i en folkevandring, som vi skal flere tusinde år tilbage i tiden for at erindre i vores egen folkestamme, kan ikke undgå at gøre indtryk. Man rejser ikke flere tusinde kilometer og mange af dem til fods eller i gummibåde til havs uden grund. Vi kender udmærket grundene, og det er os heller ikke så fjernt, at vi ikke kan sætte os ind i - at vi selv kunne komme eller være i samme
situation.
Men glemmebogen er jo også det store kollektive ubevidste - et ressoire der åbner sig i krisesituationer og lader livgivende handlinger flyde ind i menneskers vilje.
Situationen med den syriske og irakiske flygtningestrøm er til dels sammenlignelig med situationen i Danmark under og efter besættelsen. Heller ikke den gang førte den danske regering en mindeværdig politik. Specielt heller ikke når spørgsmålet handlede om jøder og kommunister. Og efter besættelsen med hensyn til de mange tyske civile flygtninge og krigsofre. Men dét eftertiden har husket, og dét, vi selv har fokuseret på, var dé danskere, der trodsede den officielle politik og hjalp (her især jøder på flugt). Sådan vil det sikkert også blive med vore dages eftertid. Folketinget og store dele af den danske befolkning vil gå i glemmebogen, fordi deres gerninger er fortrængelsesværdige i forhold til et værdig selvbilled. Imens de mange, der vitterlig hjælper, vil være dem, vi finder det værd at huske, fordi deres handlinger er menneskeværdige - på trods af et herskende inhumant politisk anti-klima. Men de mange mennesker, der bare går og går i en folkevandring, som vi skal flere tusinde år tilbage i tiden for at erindre i vores egen folkestamme, kan ikke undgå at gøre indtryk. Man rejser ikke flere tusinde kilometer og mange af dem til fods eller i gummibåde til havs uden grund. Vi kender udmærket grundene, og det er os heller ikke så fjernt, at vi ikke kan sætte os ind i - at vi selv kunne komme eller være i samme
situation.
Men glemmebogen er jo også det store kollektive ubevidste - et ressoire der åbner sig i krisesituationer og lader livgivende handlinger flyde ind i menneskers vilje.
Etiketter:
1864,
årsag og virkning,
besættelsen,
Danmark,
det arabiske forår,
flygtninge,
glemmebogen,
Irak,
Iran,
klimakrise,
Krig,
national selvforståelse,
ondskab,
Saudi Arabien,
sorg,
Syrien,
tørke
Subscribe to:
Posts (Atom)