Skriften overmander mig. Der er hele tiden nogen, der stirrer, hvordan bogstaverne vikler sig ud af snoede bånd. Det er hele tiden lige før, sætninger bliver værdsat, lige før de må sige farvel. Lyset er en gave. Parat til den store fødsel. Gloende halse siger farvel. Vi læser med næserne helt nede i åkandernes dyb. For det er med svanetårnet noget så selvfølgeligt som ild i dit hår og bjerg i flammer. Den anden verden ringer svanetårnet op. Sorte kroppe strømmer som magma gennem væggen. Du tager et gult skridt og lyset tindrer, lyset skænker dig tålmodighed. Her er du i din lomme. Alverden hilser glædesstrålende solens kraft, idet den gennemlyser sprogets gitter. Men jeg; jeg er taget til fange.
