Fødder under dynen; solen skinner på
en heftig cirkel i marken med korn
kufferter pakket ved Ingemanns grav
et øde tivoli med oprette rifler
knurhanehænder at skrubbe rene
jeg græder helt stille.
Græshopper hepper med solen i zenith
en sytråd syr dage sammen til døgn
en arm så lang i stjernernes slugt
skinneben fremkalder forgangen glæde
jeg er allerede ude at vandre igen
og græder helt stille.
Hængebirken er et forlængst overstået bankrøveri
tysh, sluk ikke mandagens skær
reserver en flammefri kiste
øjnene lukkes og går solo
skær ærmerne fri af spændetrøjen
kræv rum i murværk
jeg græder helt stille.
En line hænger og vugger
fik nok af den evindelige bortgang
otte igloer skænket til forsvundne arvinger
jeg står i min have og haven
er kegle for universet gennemstrømmet
af plovfurer og sølvpoplens latter
jeg græder helt stille.
1 comment:
Hvor er det fint.
Der er godt.
Post a Comment