Wednesday 12 February 2020

Hvide hugormes indflydelse på det tredje øje


Synsk bliver man ifølge forfatteren Arne Herløv Petersen ved at tage en hvid hugorm og drukne den i mælk og derefter drikke mælken. Hvide hugorme finder du, ved at snuppe en stor drægtig hugorm og klemme hende lidt på mavsen, så kommer der de fineste små hvide hugorme ud. Men pas på! For de små hvide bæster har allerede gift nok til at give en voksen mand en særdeles slem infektion.
I øvrigt kan man i Gorm Rasmussens biografiske roman Skovmanden, læse om en mand, der huserede på Silkeborg egnen i 60'erne. Han levede mest i skovene - heraf navnet. Engang hvor han var brudt ind i et sommerhus, fandt han blot en hugorm i sprit. Da ejerne kom og tilså huset, var hugormen der stadig, men spritten var forsvundet. Men Skovmanden kan ikke have været blevet særlig synsk, for da man senere underlagde ham en rorschach test, kunne han ikke se andet end sorte klatter blæk; men for ikke at skuffe den gode psykiater, sagde han (så vidt jeg husker) at han kunne se en stor lyserød so med masser af patter.
Hvis du gerne vil afsynes, kan det anbefales i en periode hver dag at indtage en stor bagekartoffel med godt med hvidløg, rosmarin og oregano. Rå hvidløg hængt rundt om halsen kan også på det varmeste anbefales!

NB! I Danmark er hugormen fredet.

No comments: