Sunday, 2 December 2018

Lindholm (2) :

   "Ellehammer ønskede at flyve som den første i verden og byggede derfor i 1905 en maskine, som han kaldte et "luftskib". Ellehammers maskine var bygget som et semibiplan, hvad der vil sige et monoplan med løst oversejl. Elleham-motorcyklens motor var formentlig en vigtig inspirationskilde, da Ellehammer skulle konstruere sin første flymotor; en trecylindret luftkølet stjernemotor på 9 hk. Med maskinen påbegyndte han i januar 1906 en række forsøg på øen Lindholm i Smålandsfarvandet. Maskinen var under flyveforsøgene tøjret til en mast i midten af øens runde landingsbane. Den første motor blev vurderet for svag, så Ellehammer byggede en ny motor med 18 hk, der blev brugt til flyveforsøgene fra august 1906.
Teknisk Museum arvede i 2004 bl.a. Jakob Ellehammers fætters, Lars Ellehammers, dagbog og en logbog fra Lindholm. Af både dag- og logbog fremgår det, at Ellehammer allerede 28. august 1906 fik maskinen til at løfte sig. I logbogen står[1]:
"... Prøvede med Ellehammer på uden svævelse. Forandrede maskinen til mere fortænding. Løftede sig nu med Ellehammer på momentvis med 12 gr..."
Den 12. september 1906 lykkedes det at holde maskinen i luften lidt længere. Lars Ellehammer skrev følgende i sin dagbog[2]:
"... Vind 2-3 Meter. V retning NØ, kørte hele Banen rundt, svævede med bag- og Forhjulene ca. 42 Meter 1½ Fod højt, idet den brasede op fri mod Vinden. Ellehammer hele Tiden paa. Tog Billeder af ”det” i Flugten..."
I logbogen fra 12. september angives samme flyvehøjde, der svarer til 47 cm[3]:
"... Sejlede hele Banen rundt med Ellehammer paa, svævede momentvis med Forhjulene hævet ca 18 Tm over Banen. Tog Billeder i Flugten..."
Dette sidste citat skal formentlig tolkes som om, baghjulene var lavere end forhjulene, men ikke som at baghjulene rørte jorden. Der er bevaret mindst to fotografier, der blev taget som dokumentation den 12. september, hvor man ser Ellehammers maskine svæve over jorden.
Det afhænger af definitionen på flyvning, hvorvidt der var tale om flyvning på Lindholm i 1906, men under alle omstændigheder var der andre europæiske flypionerer, der havde udført tilsvarende "luftspring" forinden. Det gælder f.eks. Karl Jatho i 1903 og Traian Vuia tidligere i 1906. Ingen af disse pionerer fløj i moderne forstand, da de ikke kunne styre deres maskiner og ikke var i stand til at forblive i luften, men hurtigt mistede hastighed og måtte lande igen. Så Ellehammer kan ikke anses for at være den første i Europa, der fløj med en maskine tungere end luft."

 Kilde: Wikipedia

No comments: