Børns vilkår i krigstider:

Er ved at læse en biografisk bog om den færøsk-danske modstandskvinde Sunneva Sandø Pedersen. Der kan jeg bl.a. læse om børn, der på grund af krigsudbruddet (2.V.K.) bliver efterladt eller flyttet for senere genforening, her er der tale om nogle måneders adskillelse. Senere bliver det dog ganske værre, ved KZ-lejrenes frem'blomstring'. Børn kan i virkeligheden ikke overskue eller forholde sig til tid som følge af adskillelse. For nogle børn kan selv en kort varig adskillelse virke helt uoverskuelig. Nogle og måske endda ikke så få børn oplever de lang varige tidsrum i vuggestuer, børnehaver etc. som svigt alene pga. af de mange timer, de er adskilt fra deres far og mor. Men tre år ville virke aldeles fremmedgørende for mindre børn.

Den slags scenarier har fundet sted mange gange i historiens løb. Ikke i alle tilfælde har det været givet, at kvinder og børn som hovedregel bliver efterladt i en krigszone.

Men jo det er nok naturligt, især i kulturer, hvor de gammeltraditionelle kønsroller er mere udbredte, at det er manden, der agerer spydspids - det farefulde gummibådsbesejlede Middelhav taget i betragtning. Men ræsonnementet er ikke gængs for den europæiske krigsflygtninge 'tradition'. Hvor netop det ofte har været sådan, at kvinder og børn blev sendt af sted først. Eller børn blev sendt af sted med nødhjælpsbevægelser eller af sted til relationer i udlandet, fordi forældrene eller bedsteforældrene netop ikke kunne slippe ud af landet. Men nu er der naturligvis forskel på flugt til nærområder - og så den lange flugtvej fra Mellemøsten til Nordeuropa.

Børn burde ikke blive efterladt i krigszoner. Og om deres mor og far eller anden familie ellers er sunde og raske, så burde de heller ikke sende deres børn alene af sted til en uvis fremtid. Familier bør være sammen. Men krig kan nogle gange nedbryde al logik. Selv har jeg svært ved at forstå, at så mange mænd rejser af sted uden at tage deres børn og koner med. Er det pga den farefulde rejse. Er det af økonomiske årsager. Men klart er det, at den danske stat ikke kan finansiere alle mulige menneskers flugtrejser rundt i verden. Det må private eller frivillige organisationer og mellemfolkelige bevægelser have som virkeområde. Med mindre det handler om danske statsborgere. Men nægte folk, vi har anerkendt asylophold, at blive forenet med deres børn og ægtefæller, finder jeg helt utilstedelig.