HAMBURGERRYG VS STØJBERG SOM LEGITIM SATIRE?

Satire virker især nedgørende, når den bliver personlig. Men Jer der synes at et foto af en hamburgerryg vs Inger Støjberg er personlig, forklar mig lige, hvordan det? Hamburgerryggen har jo med Støjbergs officielle politik at gøre (qua det åbne venstremøde, hvor historien blev fremsagt), og en sammenkædning er vel derfor helt naturlig. Bevares, først da jeg så de to fotos, blev jeg også et splitsekund forarget over ligheden, det er jo aldrig rart at blive sammenlignet med et stykke dødt kød. Men i næste splitsekund så erindrede jeg historien netop historien som jo fremstår som opdigtning ~ i hvert fald til andet er dokumenteret. 

Det handler ikke om politisk uenighed her; al den stund, der vel ikke kan være nogen med et demokratisk sindelag, der kan være uenige med Inger Støjberg i, at en børnehavepædagog ikke skal bestemme, hvad et barn inden for et normalt eller sundt dagligdags spekter får med på sin madpakke i børnehaven. Så det handler, som jeg ser det, ikke om politisk uenighed, men alene om at føre folk bag lyset. Når nogen fører folk bag lyset, så er det i sagens natur ikke et forhold, der kræver at nogen anden, end den, der fører folk bag lyset, skal forklare sig.

Heller ikke finder jeg, at sammenligneligheden er det væsentlige. For var den det, så kunne billedet af hamburgerryggen ved siden af billedet af Støjberg have eksisteret og have haft et liv uden den historie, der handler om i et offentligt rum til et åbent politisk møde at fortælle en historie, der bagefter ikke synes at kunne dokumenteres. Sammenligneligheden er intet i sig selv, og er, når dén grove spøg skrælles af, uvæsentlig for det vigtigere faktum, at den står dér som et advarselssignal om, hvad en hamburgerryg kan bruges til, når den får indpas i en plat politikers mund. 

Det er naturligvis en vigtig pointe at satire lige så vel kan være opvarmning til vold, men oftest er det vel løgnen forklædt som sandhed, der fører til vold, Vi kan ikke bare være ligegyldige overfor, at politikere bringer opdigtede historier for at fremme en bestemt reaktion i befolkningen. 

Jo, principielt bør man afstå fra at nedgøre dem, man er uenige med; det bliver man ikke en Hellig Franz af. Men i casen Hamburgerryg-Støjberg, så er det i mit objektiv legitimt, at spørge: Er det Hamburgerryggen eller Inger Støjbergs usandheder, der ikke hører til i en børnehave?

At fremstille det modbydelige som modbydeligt er jo da vel for pokker ikke det samme som at være modbydelig. At stå med et spejl for at spejle det modbydelige gør vel for søren da vel ikke én modbydelig, eller hvad?

Undskyldninger er jo al ære være, men problemet er, at jeg jo netop ikke kan vide, om det var en fejl. Og i denne sammenhæng er det ikke uvæsentligt, fordi den slags bevidste fejlfødsler har været set anvendt før i historien med fatale følger.

Men problemet med at gøre Støjberg til fixpunkt for arketypen had, løgn og xenofobi - er, at der derved blot sker en endnu større afledning af, hvor den førte politik egentlig bliver styret fra (fra folkedybet? Fra DF?). Det mere korrekte vil nok være, at synliggøre hende som marionetdukke for ovennævnte fænomener. For hvis dét virkelig 'bare' er hendes egentlige politiske ærinde, har hun - og dermed samtlige nuværende regeringsmedlemmer - så ikke valgt det forkerte parti. Burde de ikke skifte partinavnet ud til fordel for et mere retrospektivt med lidt mere vingesus á la 30'ernes forblændede partier af typen Dansk Folkeparti?

Men problemet med at anskue problemet fra dén vinkel er, i hvilken grad det overhovedet giver mening at gradbøje fascismens kynisme og renhedsidealer. Spørgsmålet er: Hvor i tilværelsen har fascisme som fænomen eller metode en berettigelse.

Det har den alene, når det handler om at tænke, og ingen som helst andre steder.