Ved tandlægen:

Det er som om, man bare er en ting, når man ligger i tandlægestolen, og tandlægen helt glemmer, at der faktisk er to ører ekstra, der lytter med; og når hun så bagefter får en med indlevende kommentar på de ellers interessante historier og bekymringer og alt, som ellers kun var ment til klinikdamen, så er det ligesom klappen går ned, så er det ligesom først der, at hun realiserer, at man faktisk er en medspiller af kød og blod, som faktisk har ligget og følt sig berørt over de her bekymringer, ængstelser og hvad det nu kan være, så er det ligesom mennesket kryber tilbage i tandlægekitlen og finder sin afmålte elfenbens positur igen. Ja, min tandlæge blev i hvert fald noget paf, da jeg ved første konsultation, fandt anledning til at trykke hende farvel og lige afslutningsvis nævne, at hun måtte hilse sin bror, og sige, at han endelig skulle se den film om Eik Skaløe, som på det tidspunkt snart var på trapperne.