Om Sæde 97 - og metaplanet som udtryk for momentan præstationsangst og gæld som drivkraft i Katrine Marie Guldagers forfatterskab

I 1994 debuterede Katrine Marie Guldager med digtsamlingen Dagen skifter hænder, og allerede året efter var hun tilbage med endnu en hårdtpumpet og originalt komponeret digtsamling Styrt.  Lige siden da har hun så godt som hvert år udgivet mindst én - og nogle år endda flere bøger. På nær altså i 1997 og 1998. Listen over hendes talrige og mangeartede udgivelser - hvad genre angår, tyder således heller ikke i udpræget grad om ligefrem skriveblokering eller præstations angst. Og i de to nævnte afvigende år har hun da heller ikke ligget på den lade side, for i  antologien MOD NUL - NOVELLER FRA ET ÅRHUNDREDES SLUTNING, redigeret af Erik Skyum-Nielsen, har der faktisk sneget sig en novelle ind, som Guldager netop har skrevet. Den hedder Sæde 97, og handler på real-planet om en tog-tur ca. fra Middelfart og til København. Sæde 97 synes således at udfylde det hul årene 97 og 98 ellers udgør i værkfortegnelsen, hulrummet mellem romanerne Blank (96) og Det grønne øje (99). (Nuvel et mindre astroidt nedslag af nul-udgivelse ses også i året 2000, men lad det nu hvile). Sæde 97 handler på real-planet om en kvinde, der er på vej i toget til en jobsamtale. I toget kommer hun i kontakt med en med-passager, som hun låner penge af til billeten; hun lover at betale disse penge tilbage, men får det aldrig gjort. 

Når kvindens navn imidlertid bliver taget i betragtning, er det svært ikke at se den ellers prosaiske togtur som en tur gennem metaplanet. Kvinden hedder nemlig Kirsten Lis Goplev, og ud over de associationer man kan få ud af det sammensatte efternavn (Gople + oplev) i retning af den ubegrænsede oplevelses-økonomi, den grænsesøgende opdagelsesrejsende, så synes navnet også at mime noget anagrammatisk i forhold til forfatterens eget navn. Når så med-passagerens navn med-inddrages, så synes plan-perspektivet at komme til syne. Denne hedder nemlig noget så ordinært som Henny Jensen. Et navn, der synes langt mere anonymt end forfatter-pseudo-anagrammet Kirsten Lis Goplev. Henny Jensen bliver således udtryk for den anonyme læser. Hendes brillestel er som et andet eksamensbord grønt, og hendes tilstedeværelse gør at Kirsten Lis Goplev alias Katrine Marie Guldager ikke længere kan samle tankerne om sin roman. Ikke den forrige roman, som ganske vist netop hed Blank, men den kommende, som netop kommer til at hedde Det grønne øje (det grønne øje bag den anonymiserede læsers grønne brillestel?). Novellen kommer således til at handle om vadestedet mellem to romaner, og følelsen af at skylde sin læser noget. Læser-forventningerne tårner sig op, presser sig på, på turen til forlæggeren (manden som Goplev skal til jobsamtale med hedder Hans Høj Jacobsen, og her er betydningen nok ikke, at han er høj som i skæv, men at han tårner sig op). Og tager man novellens udgangsreplik til troende Brevet til Henny fik hun aldrig sendt, så rummer novellen en erkendelse af det umulige i nogensinde til fulde at kunne indfri læsernes forventninger; forfatteren står da tilbage med en vedvarende skyld, hun lærer at leve med – lige som så meget, der næsten pr naturlov er nødsaget til at gå i glemmebogen. Den stadige produktion af udgivelser kan da næsten ses som udtryk for en stadig skyld, der forsøges betalt tilbage, som et enormt rullestens arbejde, der ingen ende får i og med gælden måske endda synes at vokse, så der skal produceres endnu flere bøger; et perpetuum mobile med gælden som brændstof.