... "Respekt til den forfatter, den digter, der lige nu stopper op og erkender at han aldrig bliver bedre eller god nok. Jeg mener klart vi har jo en verden at redde, og hvorfor skulle lige präcis mine banale ord väre mere givende end min indsats som fx medicinmand i Ishöj en februar morgen hvor alle skal tisse." Peter-Clement ...

små strøtanker imens musikken spiller

Akkurat nu syder, bobler og gærer Silkeborg by af jazzmusik og fadbamser. I Café Evald var der ved middagstid linet op til en trio; gasvarmerne er tændte og grillen oser, vandet står ned i lårtykke stråler med lyn og torden over floden. Selv i Kvickly sniger jazzen sig ind; et femmands råbe og blæsekor, gående, stående, småt hoppende rundt; og med gudhjælpemig en lømmel af Lars-Emilske dimensioner. På vej over Viborgbroen, med mave og sjæl fuld af Evalds MSR-lækkerier, slår det mig, at Søkildes idosynkratiske idyller udgør en præcis modpol til Skinnebachs postpunkede minimalismer. Det betyder sikkert ikke noget litteraturpolitisk set; for dybest set er der nok mere tale om, hvordan et givent talent forvaltes - end om et blivende standpunkt at politisere over. En syntese af ovenstående polarisering findes allerede givet i en meget tidligere generations ikon, nemlig i Klaus Høecks på én gang henkastede verdensvendthed og samtidigt idiosynkratiske systemstrenghed. Og hey, nu hvor jeg er ved tastaturet NB! - så udgør ordet okseøje, som jo ikke er et hjemmebakset ord opfundet af Søkilde, en trefoldighed af betydninger: oksens øje, blomsten okseøje og krystallet okseøje. ...

GLÆDE DIVIDERET:

... Lyner lynlåsen ned og siger så nu fik jeg den endlig op. ...

Vægtæppe, skitse 81

... Affaldsspandenes øjenlåg fyldt med gult pus på syvsoverdag. ...

Cowparade

Imens samfundet bliver mere og mere strømlinet, river selv samme strøm kunstnerne med ind i sit brus. Bunker af reklamer vælter ind ad brevsprækken, og hov, hvad var det, bag på én af disse står om 39 køer i fuld størrelse som udstilles på gader og stræder og pladser - i dette tilfælde - i København. Køerne er dekorerede af mere eller mindre kultede kunstnere (alt efter smag og behag) og bortauktioneres efter sommerens udstilling til fordel for Red Barnet. Eller også er auktionen allerede igang her et sted; og hep! Der er faktisk mange flotte figurkoobjekter imellem. Og her er en anden menu, hvor det vistnok er muligt at opleve Mette Rode fortælle om tilblivelseshistorien bag køerne . Er det dansen om guldkalven, eller tager kunstnerne tyren ved hornene. Markedskræfterne får i alle tilfælde en sjat moralsk fantasi.

Ti genbesatte ydelser:

Livstid

Nettet er fuldt af drengestreger og rivemikler. En rejst ætsning er nok sovs til at hive hele kloden op. Med herredømmet poserer laksen ægløb i ministerens glatfjæs. Du med din dræberline. Og hvad ellers ålen gælder. De ved ikke, og ville, om de vidste, heller ikke nævne, hvor mange tilfredsstiller sig med et dunk. Her hænger hun i rav om min hals. Mælken løber over blå vener. Hvem sagde, at mælk ikke kan være sexet, Helene? En såkaldt gud rev på én dag ned, hvad det tog år at bygge. Riv du bare gnidegas til guderne blafrer mod hinanden af lykke. Det første barnekys ædes sådan op. Metanøjet bider negle for en staldplads tættest på. De stimulerende midler kigger skadefro i ædegildet. God gas, hva gas. Her rækkes barndomskysset og nattens parate dunk. Du fik et kick af at se gøjen blive revet næsten af. Nægter du dit skaldede navn. Metanøjet soler sig. Riv gaspedalen fornøjet. Eva snerrer det store Knirk mod en ægte alpe. Lækatten pisser riller i vinyl. Tæver rotten op af umulig kvælningsdød. Rottegummi, nosserne dem salatomslynger vi. Er det mon nok? Et nik-nik, pæne ædemester i barokkomfuret. Garam Masala, men ikke leverpostej, Henrik Gåseurt. Ikke stor ståhej i silkestrømper.

Medierne som kunstscenens forlængede arm

"Hvem eller præcis hvad The European Initiative er, ved vi ikke." "Søgninger på internettets kunstdatabaser melder imidlertid intet om The European Initiative." "The European Initiative er maskeret bag en ubestemmelig institutionel identitet. Ja, afsenderen er nærmest usynlig." "Eller er det simpelthen dér, kunstscenen er nu? På verdensscenen? I en 'revolutionscelle' i den nordvestlige del af Teheran, hvor en uidentificerbar organisation uden demokratisk legitimitet bag sig arbejder for at erstatte et utåleligt regime med demokrati?" Sådan skriver og spørger Ferdinand Ahm Krag bl.a. i dagens Information. På mig virker artiklen, der er én blandt flere artikler i en serie kaldet Yderpunkter, forstilt. Især når artiklen bringes af en medarbejder på en avis som Information. Véd vedkommende virkelig IKKE hvad der foregår på avisen. Personen, der på et dokument gengivet i artiklen står benævnt som Bob Nielsen, burde ellers være kendt både af journalister ved og læsere af Information. & hvorfor har hr. Ferdinand ikke gjort sig den ulejlighed at søge på netop navnet 'Bob Nielsen' i sammenhæng med det andet gengivne pseudonym: 'Thomas Altheimer'; så havde han kunnet finde følgende vel nok så interessante oplysninger. Han kunne endda have gjort et rigtigt godt stykke hjemmearbejde - ved tilmed at læse de derunder fremkomne publikationer. Nuvel, det har han måske så også gjort, og deri ligger jo så det forstilte; mediet slet og ret som en gren af kunstscenen, udemærket. I blogospheren ligger nemlig i.ø. en hel føljeton angående revolutionen i Teheran; Weekendavisen har, som det også fremgår af første link, tilmed også allerede bragt oplysninger i sagen; så medierne er godt turnet på. Og ydermere kan en murstensroman kastes med ind i mediemøllen. Så, nej, Ferdinand Ahm Krag, der er på ingen måde tale om, at afsenderen nærmest er usynelig. At der stiles video-stills til redaktionen (redaktionerne?) kunne vel også ses som en nødudgang, såfremt nogle af de implicerede pludselig skulle forsvinde under mere eller mindre mystiske omstændigheder. Men som det fremgår af Mission Iran, er ikke alting dikteret af diktatur, skal man tro bloggen og Claus (eller Bob - eller BOOB), så fejler de erotiske frekvenser bestemt ikke noget på de breddegrader; men måske er det netop det bestående regimes atmosfære, der gør det pikante ekstra pikant? Eller er det i bund og grund noget så gennemvædet patetisk, at revolutionen i sidste ende handler om et enkelt menneskes forsøg på at genantænde en ellers udsivende seksualitet? Fint nok med mig; sådan blir man ad bagvejen turnet på en moderne læge-roman.

AFTER HAND

Forventninger måtte jeg have til Charles Olson: Digte udgivet på dansk ved Peter Laugesen på Edition After Hand i 1984, som jeg endelig har fået hjem fra det lokale bibliotek. Men foreløbig er der kun én sætning, der rigtigt har brændt sig igennem min elefantiske hud, og det er en særegen og flot sætning fra forordet, som Peter Laugesen har skrevet: Hans digte er partiturer for hans egen stemmes bevægelser.