De lukker smalhalsen på skafottet
og alle befalinger fyger
som leverruiner
ved et nærmere kig på landkortet
har en hær af læsebriller
fået deres egne næser
og vågne timer dræber ganske roligt
afgudens plankebøf
helt bagerst logrer søvnens hale
og din stemme er de våde brostens forliste paraplyer
du, kvinde nået helt ind i bunden af dit svanefilter.
Jeg galer så meget
at skålen blir fyldt af kanaler
træernes susende blomstring
kalder familier ud af deres røgslør
endnu dybere skåret i katedralens mosaik
tynder skyerne ud i vores lotushypofyser
sådan at gispe efter vejret
i en lille slurk kærlighed
hvor alle mønter minder om måner
der binder dit hennaformørkede hår
til tulipanernes sang.
No comments:
Post a Comment