:::

Det lykkes altid for det mindste at blive endnu mindre

når høreværnet snuser til sin fod

de dødes bløde muler

tar en lille mundfuld sol

kistetræet står i flammer.

Jeg tog det reb som brølekoret svor

ingen vippe kunne nå

hver åre var en kirke

blandt søtangs anemoner.

En spådom randt forvildet

mellem pakhus' salte bjerge

blæste syvsegls synets serenader

som mimekys

i et hermetisk bibliotek.

Et stjerneskib så skrøbeligt

at vinger blir til rim

alfabetet er sin ørken værd i kys

de døde slipper linen

og glider ganske stille forbi.