Ved frokosten ~ voldtog

Et af Johannes V. Jensens tidlige og lange digte er digtet ’Ved frokosten’; det er, eller har ikke mindst for samtiden været, en bunke vers fulde af kolorit. Det er en sensuel besyngelse af livet, hvori glæden ved mad og drikke sidestilles med kønsdriften; ja, ikke bare sidestilles men sammenvæves. Dugen, hvor de herlige retter anstilles, har således en kysk klorlugt. Bageren fråder af kulsyre. Tænderne længes efter øl fra fad. Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjerte. Samtidig opæder digterjeget fortrinsvis piger, og specielt Olga var frisk som et Neg. Kønsdriften kan med lidt fingersnilde forskydes ind i det kulinariske. Når digteren således sidder ved frokostbordet, og mindes forgangen kærestesorg og ditto sødme, stilles den iskolde snaps på bevidsthedens lodrette plads:

Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit der lægger mig ned og sætter mig på Benene igen midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse.

Er Jensens ’Ved frokosten’ udtryk for en drift mod fortæring af et sensuelt du eller det - er det på en sådan måde, at sproget overvejende peger på dette udenfor digtet liggende fænomen, digtet er så at sige en afglans eller genoplevet klang af noget sanseligt (berusende), omend mad og drikkelse siges at blive fortæret indenfor digtets rum/tid. Herfra, og til at oplevelsen i højere grad bevæger sig ind i det rent sproglige, er der endnu et spring. Og et sådant sus kan en læsning af Birgit Munchs prosa afstedkomme, når man slår op på side 114 i hendes tredje udgivelse ’Faderkageorgiet’; det drejer sig om det afsluttende stykke med den polemisk-dobbelttydige titel ’Voldtog'. Skriften er her selv en drift, der som en veritabel togdrift pumper derudaf og undervejs på absurde måder fortærer (hvor det at spise bliver synonymt med det at voldtage) det ene og det andet. Ligesom i ’Ved frokosten’ er kønsdrift og sult udtryk for samme dominerende kraft. En altopslugende af slagsen. Men i ’Voldtog’ sker denne driftsudfoldelse i højere grad sprogligt - og af- og be-sværger på én gang det tilværelsesbetingede vilkår al drift kan synes at være. På den led bliver bogsidernes hvide papir, den dug læserens øjne fortærer bogstaverne på. Teksten vider sig altfortærende ud og er samtidig også en humoristisk kommentar til velfærdsmenneskets problematiske forhold til MAD:

Spejlæggets dødvande voldtog kostpyramidens rottelabyrint

          svævende over melnavnets gisp.

Irmahønens kønsskifte voldtog Karlsvognens blodhingst.

Tilskyndelsens kænguru voldtog verdens springvand ud

          gennem blikkets bulimi.

Komethalens chimpanse voldtog stregkodernes hemmelige

          bøn. 

Digteren har serveret retten. Måltidet er nu. Svælg et lakonisk opsvulmet lokomotiv. Beskheden er ikke dengang, ikke sødmen heller. Her i digtet bliver de til i sammenstødet, og ordet voldtog er drivfjederen. På den måde bliver det destruktive element hele tiden nærværende som en selvfølgelig fold, det kærlighedshungrende jeg (du, kære læser) konstant styrter sig i.

[Artikel tidligere bragt i Ordkide nr. 9]