Jeg ved ikke hvorfor, de har lukket himlen
så eftertrykkeligt at hårsækkene er blevet
små kim under en hjelm af fædrelandsstål
jeg synes, jeg så en hånd vinke
lige da billederne gled forbi 
et vældig flash
malede hele cirklen violet
begge øjne var vinterheste
som trak bogstaverne over 
sneblokke med spydige spor
stod der og trippede
for at komme ind
gennem himlens port
med et lille syngende saltkrystal
ned over hudens sveller
og jeg så den hånd vinke
et kort sekund 
imens jeg som en dråbe dråbe
krøb ind i det dryp
drypnæsen
lod hænge
for enden af perronen
hvor hånden helt sikkert
stadig vinker 
til jeg vender mig
og ser billedet
blive fremkaldt
af hånden
der vinker
mellem alle
de andre hænder
udstrakte
som om de kunne vinke kaskader af dråber væk
som vinduesviskere
taktfaste og pligttro
små ulykkelige, ugæstfrie, ugunstige hove
på vej ind mellem rækkerne
af undskyld og uskyld
gør skylden usynlig
send den hjem
hvor den kom fra
hjem til krig, udryddelse og tortur
hjem til nærområderne
hvor næsten næsten bor
hvor næsten næsten ikke
længere findes
hvor lykken vinker til dig
med fine små fingre
og siger du er lykkens smed
du er nærmest næsten lykkelig
for al den lykke du smed
over bord.