Det var en Ford Escort 1.3 LX. Han ville gøre den til et bjerg. Hvad kramperne i den unge Belle de Boskop skulle, ved jeg ikke. Kølerhjelmen sad løs, og var måske netop derfor ikke havnet i krambolage med den tynde bark. Tre sorte affaldssække stod på bagsæderne, og et sammenpresset fårehegn var smidt ind bag vognens rat. Op af bagruden stak en udtjent varmtvandsbeholder og et gedigent rustrødt udstødningsrør. Af og til kørte en sort en-øjet kat med som blind passager.
Han havde lovet mig, at den skulle blive fjernet. Så snart frosten kom. Han kunne få sin onkel til det. Men frosten slap så småt sit tag hen mod slutningen af marts. Nogenlunde samtidig med min tålmodighed og de røde og hvide hestehoves fremkomst.
Så ringede jeg et par gange til bedstefaren. Og derpå til politiet i Viborg. Det var et civilt søgsmål, sagde de.
Bedstefaren holdt sig ikke for god til at lave et par numre med mig. Først gav han mig en henvisning til en ældre halvsenil kone i Lemming, som hurtigt i samtalens løb fik det vendt sådan, at det var Robert, hun troede, jeg ville have fat i. Og hun kendte da også både Allan og hans bedstefar, og mente, at hun da ikke vidste bedre, end at Allan stadig boede sammen med sin kone derovre på den anden side af åen. Og det var jo nok så galt fat med bedstefaren, at han da sagtens kunne få byttet rundt på numrene. Så fandt han sine læsebriller frem, og gjorde sig stor umage. Ja, det er Ali Haman, hørte jeg stemmen sige. Så har jeg vist fået udleveret det forkerte nummer, udbrød jeg lettere febrilsk. Ja, jeg har ikke tænkt mig at få et andet nummer bare for din skyld, lød det tørt vrængende tilbage.
Han bor vist derovre et sted i Serup, havde bedstefaren sagt. På hjørnet dér ved det gamle mejeri. Men dér boede Gyda Betzer. Så det var sgu sikkert rigtig nok alligevel, hvad jægeren havde sagt. Så holdt han op med at tage telefonen. Og først sidst på aftenen kom konen i røret. Hold så op med al den ringeri. I baggrunden hvæste den gamle fyldebøtte Hva fanden bilder du dig ind!? Så tog jeg ind til politimesteren i Kjellerup. Han kunne ikke fortælle mig adressen. Og det gjorde han så: Lod være med at fortælle, men drejede blot skærmen en anelse. Et held jeg ikke er så nærsynet.
Da jeg kom hjem, lå der to breve fra Alm. Brand. Det ene brev med mit navn og en anden adresse. Det andet med Allans kones navn og min adresse. Via den gamle brugsuddeler fik jeg det verificeret: De boede til leje hos Bent Skov - en krejler i Serup. Så ham ringede jeg til, og to dage senere lå der brev fra Bibi, og hvis ikke jeg ville holde op med den chikane, så ville de gå til skattefar. Brevet indeholdt en del faktuelle misforståelser. Så jeg skrev tilbage, at de da bare kunne opsøge skattebassen.
Hos Alm. Brand kunne de ikke forklare xhiasmen. Nogle dage senere ringede jeg til Orla i Bjerringbro. Så kunne den sag vel være ude af verden. Shit for et sejt cirkus, sagde Orla, da jeg havde forklaret ham historien. Sut cirkus sej, sagde hans litauiske hjælper, da han løftede de fire hjul op. Mængden af skrot, havde brugsuddeleren fortalt mig, er rent faktisk i underkanten, så de henter gerne gratis. Først skal olie- og benzin tømmes, plastic-kofangere afmonteres, vinduer smadres, og hjulene pilles af. Så ville de gerne. De lægges ved siden af. Alle fire.
Orla styrede grabben ind over Forden, og greb den, løftede den lidt op, og klemte sammen. Så stillede han klumpen, slap den, og greb den igen, og maste derpå endnu en gang. Til sidst var bilen bare en massiv metalhob på ladet, som snart ville blive forenet med et stort skrotbjerg. Det ene af tre hvorfra krejlerne våger over Jylland.
