Forældremøder

ja, der er skisme mega mange af slagsen; nogle af dem er endda forårsaget af evigt kritisk-indstillede forældre; nogle gange tænker man bare ~ når nu vi har fuld tillid til, at vores børn nok skal udvikle sig - så behøver vi vel ikke at møde op i koret; men det gør vi - fordi en klasse er en helhed, og den største opgave for skolen synes nogle gange næsten at være kommunikationen med forældrene. Egentlig skal man jo som forældre vise taknemmelighed for at nogle løfter opgaven. Det mærker man i ferierne - hvor aktive og ekstra spørgelystne ens børn er; alt det som lærerne bearbejder i hverdagen, hvor trykket som regel er taget lidt af hen på den sene eftermiddag; det skal vi huske at sige tak for; en lærer, der mærker ikke bare børnenes begejstring og taknemmelighed - men også forældrenes, tror jeg alt andet lige, går lidt længere på literen.

Mødrehjælpen

*

Egentlig går jeg ikke ind for, at der i det offentlige rum skal være diskriminerende sær-ordninger. F.eks. forældremøder, hvor kun forældre af det ene køn har adgang. På den anden side ved jeg, hvor ensomt og til tider smertefuldt det kan være som indvandrekvinde at stå isoleret i det danske samfund. I forhold til ligestillingen vil hensynet til disse kvinder i mine øjne vægte mere end det principielle i den lige adgang. En skoles ledelse ser derfor rigtigt, når de, for at drage en sådan måske ellers isoleret gruppe ind i aktiv deltagelse i det samfundsanliggende, som skolelivet jo er, arrangerer cafémøder alene for mødre. Men når det er sagt, skal det ikke glemmes, at man hverken behøver være muslim, af sydlandsk oprindelse eller kvinde - for at opleve en til tider invaliderende isolation i det danske samfund.

*