Dragen stirrer på mig under vindueskarmen. En bog om et barn. En sort kvinde. Et dyr i bur. Jeg tror, jeg har lukket den. Orker ikke at åbne. Uanset hvad jeg gør, vil den ligge og le ad mig. Jeg strækker fødderne. Åh, øjne. Katten er en kærlighedsmaskine.

Det drypper i køleskabet. Det drypper fra tagskægget. Det drypper i nålestribede eventyr. Øjne, der bugner af drømmehyl. Drømme, der hugger i vantro årer - gennem mit overfyldte bryst.

En smart epidemi. Barn, diktator eller litteraturhistoriker. På hylderne er der medicin og alle mulige konserverede sager. Under et skur to meter fra huset har vi gravet en tunnel, hvor vi sidder og morser. Der er vagtværn overalt rundt omkring. Men på stedet står kun én. Vi kravler op fra tunnelen. Lysene, fra nytårsaften han holdt i skuret, står der endnu. Jeg spekulerer på om værdinormerne for social accept overhovedet er udtryk for virkelighed. Vi kravler op fra tunnelen som myrer efter en lang vinters første solstrejf.