Sunday, 19 June 2011

Ja, jamen, det tror da pokker, at vore grænsebrødre og søstre mod syd tror, at Danmark allerede er hermetisk afspærret á la hedengangne DDR, når Lene Espersen har været fremme i Tyskland med en erklæring om, at vi skam da ikke påtænker at bygge nogen mur. Tyskerne ved nemlig godt, hvad dét betyder, når en politiker fremture med slige udsagn. Alt kan sættes i tendentiøs sammenhæng - som f.eks. med denne optagelse med forhenværende formand for DDR's statsråd Walter Ulbricht fra d. 15.6. 1961, hvori han netop siger: "Niemand hat die Absicht, eine Mauer zu errichten!". Jovist henviser Espersens udtalelse netop til Berlinmuren, det er selvklart, når det jo er om ikke 50-årsDAGEN for Berlinmurens opførelse, så dog i det selvsamme halvtredsindstyvende år; men det kan ikke undgå OGSÅ og endnu mere at henvise til lige præcis Walter Ulbrichts udtalelse. Mindre end to måneder efter statsrådsformandens før nævnte svada påbegyndtes jo som bekendt (13.8.1961) opbygningen af muren, der skulle dele Berlin i to. Jeg ved sgu ikke, hvor tendentiøs sammenhængen egentlig er; mig forekommer den mere åbenbar og tragikomisk.

No comments: