*

Det var det år, hvor alle roserne på Rosengårdscenteret gik ud. Et meget symptomatisk billede på den beskæring centeret samtidigt var udsat for. Fra byrådsmøderne forlød det, at selv vennerne, de velmægtigste af kernevælgerne, løb panden mod muren. Folk kunne ikke gøre andet end faldbyde, hvad de fra de nærmeste omgivelser kunne få foræret. Med gæld op til ørerne bønfaldt de børnefamilierne skære endnu dybere i såret. Hele vejen rundt stod armodet ridset.

Men det interessante i livet er jo hvilke fænomener, man tillægger en størere betydning end andre. Og selv tillagde jeg det en forholdsvis og ihvertfald ikke ringe betydning, at roserne på Rosengårdscenteret var gået ud. Den sorte sæk havde jeg jo selv set - efterladt dér ensom og malplaceret. Endnu et fuldklart billede på tingenes tilstand. Vælgerforeningen, som forlængst havde nedlagt sig selv i denne del af sognet, var druknet i symposier og var for en vis dels vedkommende sevet ind i folkepartiet. Den daværende viceborgmester havde ført an i drikkeriet. Han trænede også skarpt hver eneste dag. Men alligevel var det immervæk ikke mindst hans fortjeneste, at Rosengårdscenteret overhovedet var blevet til en realitet.

][

Gentagende gange har jeg set de ældre medborgere gå syngende i deres gule protesttrøjer i to lange rækker med bannere og slogans og en harmonikaspillende mand med retning mod Rådhuset. Hver gang har jeg mærket en tåre krybe frem. Som den gang jeg så de mentalt handicappede tilslutte sig velfærdsdemonstrationen med samtlige deltageres mest originale og mest originalt udformede slogans. Jo jeg er helt sikkert en alt for flink fyr. Eller også har jeg bare ikke i tilstrækkelig grad optaget den kynisme tidsånden ihærdigt har forsøgt indblæst i vore lunger. Det berører én at opleve sådan noget. Hvorfor oplever man ikke generationerne, spændt op på deres gæld, i højere grad demonstrere for pengene har det bedst i borgernes lommer ? Og hvorfor ville det berøre mig i meget mindre grad?

*