Kaptajn Bjørneklo

I min barndom voksede der visse steder stor bjørneklo; der var også områder med tordenskræppe, hvor netop dén vækst havde total dominans - i en sådan grad, at området var vores foretrukne stålorme-fange-sted. Når jeg besøger de samme områder i dag, kan jeg se, at stor bjørneklo ikke har indtaget mere plads end dengang, det er nogenlunde det samme, måske er den endda blevet lidt mere spredt voksende. I det hele taget har jeg, når jeg har bevæget mig rundt i det danske landskab, ikke bemærket at bjørneklo var påfaldende voldsomt udbredt. Hen langs Tange Å er der en spredt forekomst; og på visse andre egne kan der i hulninger og lavninger være en relativ tæt forekomst, som en del dyr NB nyder stor gavn af. Så når man i de sidste år har talt om bjørneklo som en invasiv art, der udgør et kæmpe overhængende problem for landskabsplejen, så synes jeg på sin vis, det har været ude af proportioner, at man vil udstikke påbud om total udrydelse. Det er et tidstypisk træk. At der tegnes skrækscenarier op omkring en plante, der allerede har befundet sig i landet ihvertfald ikke mindre end et halvt hundrede år. Sprogbrugen er en parallel til det politiske sprog, der de sidste årtier er vokset frem omkring indvandrede medborgere - og i det hele taget alt og alle, der ikke befinder sig indenfor et meget snævert normalitetsbegreb. Der er sket en invasiv sivning ind i sproget. Den er ikke kun sket nedefra men i lige så høj grad ovenfra - med dannelsen af et vidt udbredt og benyttet nysprog. De implementerede ord er statsregulerede og ditto dikterede.

Men efter min mening er stor bjørneklo en stor og flot plante, som det ofte glæder mig at se - både nu som i min barndom. At det skal gøres ulovligt at have den på sit grundstykke, hvor stort dette end måtte være, forekommer mig tåbeligt og helt hen i vejret.