*

Jeg kan godt forstå, at det er nærliggende at opfatte vikingernes tro som "lavåndelig", imidlertid betragter hver religiøs strømning det religiøse felt ud fra forskellige forudsætninger og indre (for)mål. Således vil jeg påstå, at et menneske, der anskuer sagen fra den oldnordiske mytologis og den norrøne digtnings natur ser åndeverdenen med et udgangspunkt i blodets puls og menneskets (også dengang) gryende jeg; imens den orientalske strømning mere betragter åndeverdenen ud fra menneskets åndedrag. Prana, livsånden/livsenergien bliver der, ikke sandt, det helt centrale. Det er så egentlig på sin vis to modsatrettede strømninger, omend deres åndeverden sikkert er den samme bare i forskellige og forskelligt skuede udformninger. De to strømninger står over for hinanden som stavrim overfor hexameter. Det ene vækker jegkraften i mennesket, det andet harmoniserer menneskets vejrtrækning. Man kan godt opfatte en religiøsitet, der centrerer sig om menneskets spirende jegopfattelse, som primitiv, men kun når man ikke tager mennesket og menneskejegets udviklingshistorie i betragtning. Allegorisk ville man så tilsvarende skulle sige, at et barn er primitivt, men en olding er højt udviklet. Men det ville ikke være fair at bedømme barnet og oldingen sådan, for betragter vi det fra en anden skala, så er oldingen degenereret og barnet nærmest noget oprindeligt og guddommeligt; sagen er jo at de begge på hver deres måde står tæt på porten ind til en anden verden, forudsat naturligvis at vi overhovedet godtager begrebet 'ånd' og 'åndelighed' som substans for en 'åndeverden' .