*HVOR MANGE RYGGE KAN DE VENDE MOD DIG*

... Digte i kim hedder Niels Franks anden digtsamling, som udkom i 1986 - med det karakteristiske Johannes Holbek maleri Planten brugt som forlæg for omslaget. Netop et digt fra den samling genkaldte jeg mig, da jeg tidligere i år læste et interview med Niels Frank i Informations week-end sektion Refleks [Information 12.-13. maj 2007 ::: 'I Danmark skal kunsten altid gøre nytte' af Karen Syberg]. I interviewet får Frank nuanceret givet udtryk for bl.a. litteraturens veje og nødvendige vildveje, og jeg kan kun være enig, når han indirekte betoner det kunstneriske hvordan fremfor nyttetænkningens hvad. * Men det var følgende slutpassage, der førte mig tilbage til Franks egen digtning fra midt-firserne: Det er da meget fint, at selv små, nye digtsamlinger bliver anmeldt i Danmark, men det betyder også, at enhver ny digter allerede bliver en 'del af dansk litteratur'. Det bliver svært ikke at forestille sig, at man skal igennem systemet. I USA passer digterne langt hen sig selv, hvilket har den betydning, at de får lov at radikalisere sig. I Danmark skal de straks tænkes ind i en større ramme af 'dansk litteratur'. Franks debut-samling Øjeblikket fra 1985 samt opfølgeren Digte i kim - fra det følgende år - fik en god portion opmærksomhed og ros. Allerede i opfølgeren skriver han på side 19: [...] Nogen står bag dig og siger at du skal skrive om dem Deres fingre følger din ryg til armene bryder frem og slår vandet væk Hvor mange arme skal gribe fat i dig før du ser at lyset er slukket [...] Allerede her synes Frank at være bevidst, om det han 21 år senere giver udtryk for i Refleks. Efter disse to samlinger ændres hans digte da også - omend ikke radikalt så dog ihvertfald betydeligt. Den følsomhed, digtene i de to første samlinger er udtryk for, vil ikke omklamres eller holdes fast, derfor ændres de efterfølgende skriftspor. Noget jeg - med min forkærlighed for netop de to første samlinger - har ærgret mig en del over ~ men nu ser nødvendigheden bag eller af. Det er som om Niels Frank ikke - p.g.a de provensielle omstændigheder - kunne gå rent videre fra sit oprindelige udtryk - men måtte slå ind på en omvej//vildvej. Omend han vel selv fra sin skriveposition må opleve, at han netop er nået ind til et renere, mere ærligt udtryk, idet han har skullet forholde sig til, at hans første digte fra start af nærmest var fin-litterært kanoniserede, og han derved for at forblive ærlig ikke måtte opholde sig ved dén ene sande vej en sådan tidlig kanonisering ellers kunne friste til, men måtte vælge tvivlens mange (vild)veje. Det er således ikke digterens poetiske udgangspunkt, der danner skole, men hans efterfølgende bestræbelser og refleksioner. Således har Franks digtning også gennemgået en almenmenneskelig bevidstheds- og verdens- udvikling. Det er kunstnerens lod (at forsøge) at bane nye stier, ikke at opholde sig ved det én gang kendte. Hvordan ville Niels Franks digte anno 2008 mon have været, om hans digte anno 1985/86 - i stedet for rivende velvilje - havde mødt hård kritik eller sågar total ignorance? *