Trådene kurrer i duen der ude og på den knækkede gren lige ved siden af sidder rågerne rågerne der var der først og bygger øjne. De to næste sætninger står her ikke. Det vil sige heller ikke denne. Er det retfærdigt at nettet skildrer os tildækkede bag ord. Det nemmeste er at de kigger nu. Og falder på mos. Alt sidder i denne tekst som et omvendt pindsvin. Altergang for et dæmringsdyr. Røb aldrig det du var vidne til. Eller? Jeg kommer i tanke om mine notesbøger fra da jeg var yngre. De var ikke en hyldest. Knapt nok en provokation. Vi byggede jordhuler og legede doktor. Det er alt jeg husker. Men jeg har ikke noget parti at melde mig ud af. Bare røre de nøgne ærter. Du er sgu sej i bælgen broder. Men det var ikke retfærdigt som de grinte. Jeg gemte mig, og krympede. Og tænkte - heroppe kan de ikke nå mig. Jeg har mit dyr af plys. Rederne er pinde, stumper af afstødte grene. Jeg drømte i mange år jeg var jøde. Det dokumenteres her hvordan jeg afviger fra teksten. Jeg skriver mig udenom (.. ....) og mærker det oprindelige forlæg undslippe. I dag blir huset sandelig malet. Men.

...