Homoseksualitet og dobbeltpolethed vs begæret efter afkom

 

Når det, der betinger begæret efter at have eller få et afkom, er graden af et begær efter sin mere eller mindre latente modsatkønnethed; des mere latent modsatkønnethed i den psykiske struktur des større er begæret efter afkom, så vil det betyde, at der, hvor den latente tilstand ikke bare ophører, men bevirker en vækst, der gør individet lige meget udviklet i begge poler; når individet med andre ord når en fuldkommen dobbeltpolet tilstand, så ophører trangen og begæret efter at få afkom, der samt trangen til at adoptere, der er båret af en tilsvarende selvisk drift. Når den selviske drift efter afkom ophører grundes dette altså i udvikling af begge køn til samme tilsvarende hinanden stade. 

Den dobbeltpolede tilstand vil i sin natur betyde, at man ser mennesket før man ser kønnet. At man tiltrækkes af sin lige. Det vil igen sige at homoseksualitet for den dobbeltpolede ikke længere er noget unaturligt eller uforståeligt. Vel at mærke ikke sådan at forstå at homoseksualitet er en forudsætning for at blive dobbeltpolet. Men i den bibelske betydning af Jesus Kristi forkyndelse: Du skal elske din næste som dig selv. 

Det vil i grunden sige Alt og Alle. 

Når så vi i medierne ser homoseksuelle par med et helt intakt begær efter afkom, så vækker det til nogle spørgsmål.

For det første: Hvorfor har medierne trang til at fremhæve begæret efter afkom, som om det er noget, der er en selvfølge for homoseksuelle at have?

For det andet: Hvis den dobbeltpolede natur betyder et ophør af det begær, der vil stifte afkom, men der alligevel findes homoseksuelle med en sådan drift, et sådant begær, en sådan selvisk stræben; så må der findes en anden bevæggrund for  disse homoseksuelles seksualitet end den, der er begrundet i udviklingen af en dobbeltpolet natur. 

 

Kongevejen vs sidegaderne

 

Når først beskyttelseshinden mellem underbevidsthed og dagsbevidsthed er perforeret, står hvert menneske midt i psykosen - med en djævlebevidsthed, der tilsiger hvert menneske at tro, at der vitterligt gives en djævel at tilbede, som overskygger erindringen om menneskets paradisiske udspring.

Men djævlebevidsthed er også blot en erfaring blandt alle de myriader af erfaringer, der findes; enhver afsporing og ethvert fald er udtryk for en bevægelse, enhver sygdom et gelænder, der tjener et højere formål. Det er ikke enhver beskåren at gå kongevejen og samtidig følge en indre udviklingsbevægelse mod større helhed, hvor det, der er foroven, bliver et med det, der er forneden - og det, der er til højre, bliver et med det, der er til venstre, det, der er foran, bliver et med det, der er bagved. Den, der går en sådan vej, vil ikke kunne fordømme, de andre, der ud fra deres egen natur og stade - ikke kan, ikke vil - men kan og vil noget andet, der giver dem en oplevelse af enhed mellem den indre bevægelse og de ydre handlinger.