:::

 

Lynkul på Arktis bliver følelsen forlænget i en hvalp 

mål sluger de konkrete salg og slag med sin tragt 

løsener visner ind i skønmalerier 

lyser som kun øjne kan lyse 

når de ser fuglen med sin kvist 

tegne hesteskoen op under isen

smeltevand forsvinder

og tager alle skrænter med 

lyset ser den døde verdens neg 

blive høstet med en rødlig pli 

bål sanker søsterhoveder 

som var de månegopler 

kun iført sin alvor 

stiger kulfeen op med et sus 

flammebål ser svindende skær strække hænder 

jeg kan næppe genkende jeres gale kugle 

næppe genkende det der skaber loppekøkkener 

jeg har vældig sårhørelse 

jeg savner selv det 

jeg endnu ikke har benævnt. 

 

 

:::

Flammevugger pustes op i Venussøjler

folkets tårer knirker bag skorpionikonets trappe

fingerlavet bor i månefaser

eurytmi er vandfald af for lange flæser

se, hvor de stiger

til uglerækken i de bare elmegrene.

Selv løftes vi af Plutos strålefingre

til røgglasmåner vipper koben

under pindsvins børstebinderbug.

Så har vi selv et glimt af nu'et

et enkelt spring til flodens midte

før røllikeorganer svulmer

helt ud til spændte haners himmel

hvor hørelsen har overskredet

de skræmte hjortes tid og rum.